Foto: Der var fest, mad og musik – og en borgmester i gravko, da for længst lukket tankstation blev jævnet med jorden på Rundhøj Torv i Aarhus. Fotograf: Jesper Rabes Laursen

Foto: Der var fest, mad og musik – og en borgmester i gravko, da for længst lukket tankstation blev jævnet med jorden på Rundhøj Torv i Aarhus. Fotograf: Jesper Rabes Laursen

Stor farvelfest til forhadt tankstation

10. apr 2018

Der var fest, mad og musik – og en borgmester i gravko, da for længst lukket tankstation blev jævnet med jorden på Rundhøj Torv i Aarhus.

 

Der var nedrivningsfest på Rundhøj Torv i sidste uge, da den for længst lukkede tankstation på Rundhøj Torv i Aarhus blev væltet. 

Rundhøj Torv ligger i et område med almene boliger fra Alboa, AAB og Ringgården. Torvet blev ramt af butiksdød, der har været skyderi, og det har været visitationszone, og det er i forfald.


Men nu ser det ud til at gå langsomt fremad. Det er blandt andet blevet til medborgerhuset Omdrejningspunktet, der er bygget sammen med beboerne, og hvor der nu er alt fra baby-café til strikkeklubber.


Den væltede tankstation skal gøre plads til et mere grønt område allerede til sommer. Grunden tilhører Aarhus Kommune, men har været lejet ud, så det først nu er lykkedes kommunen at få lov at rage den ned.

Både borgmester Jacob Bundsgaard (S), 1. viceborgmester Camilla Fabricius (S) samt byrådsmedlem Hans Skou var mødt op til festen. Samt et band og en større mængde beboere, der kunne se den jakkesætsklædte borgmester i gravko. Han fik lov at lave det allerførste hul i bygningen.

 

Borgmesterens afdeling vil gerne bruge udviklingen af torvet som et forsøg med, hvordan man i tæt samarbejde med de lokale erhvervsdrivende, institutioner og civilsamfundet, altså beboerne i området, kan vende en dårlig udvikling til noget godt.

 

Blandt andet er der holdt flere fælles arrangementer og borgermøder om, hvad de lokale borgere har af ønsker og ideer til torvet og bydelen.

 

”Blandt andet ønsker man sig et grønnere torv med lys, liv, fælles aktiviteter og godt naboskab. Næste skridt er derfor at omdanne grunden med tankstationen som en slags midlertidig grøn bypark, men et lille teknikhus, som også kan stå at lyse op og skabe tryghed om aftenen. Hvordan det præcis kommer til at se ud, besluttes i fællesskab af alle de interesserede Rundhøjborgere,” siger Tine Holm Mathiasen, specialkonsulent i Aarhus Kommune.