Foto: Britta og Kim Bech foran deres gårdhus, som det hedder. En seniorbolig i Aalborg Øst på 100 kvadratmeter, lille have og carport.

Foto: Britta og Kim Bech foran deres gårdhus, som det hedder. En seniorbolig i Aalborg Øst på 100 kvadratmeter, lille have og carport.

Stigende interesse for otium i en almen bolig

03. apr 2018

Sælg huset og flyt i lejebolig! Den tanke har de seneste år vundet indpas hos flere danskere over 50, som kan se fordelen i at få penge mellem hænderne og slippe husarbejdet. I Nordjylland alene er antallet steget med cirka 12 procent siden 2010.

 

"Vi ser så mange, der havde planer for deres alderdom og som aldrig nåede at indfri dem. Det fik os til at tænke, at vi ligeså godt kunne bruge pengene nu!," ordene kommer fra 58-årige Kim Bech, der sammen med sin kone, Britta, netop har solgt huset i Nibe, for at rykke ind i en lejebolig i Aalborg. De har skiftet parcelhus og have ud med en treværelses lejebolig, fordi de ikke længere ville bruge deres tid på hus og have:


"Nu kan vi sidde på terrassen og tænke, at der nok kommer nogen og gør noget. Det er i hvert fald ikke os, der skal knokle i haven," siger Britta.


Udmeldingen er helt i tråd med udviklingen på landsplan, hvor flere på 50plus vælger at sælge huset og bo til leje. Ifølge den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik bor der i dag omkring 7.500 flere nordjyder på den gråhårede side af de 50 til leje end i 2010. Det svarer til en stigning på cirka 12 procent og tendensen mærkes hos Himmerland Boligforening, hvor direktør Ole Nielsen har flere bud på hvorfor:

Ole Nielsen, direktør i Boligforeningen Himmerland.



"Flere seniorer vil gerne have mere tid! Til børnebørn og rejser, frem for parcelhusets pligter. Derudover er der blevet flere seniorer, og blandt dem er der flere enlige, der gerne vil bo tæt på andre i samme situation og med samme interesser," fortæller Ole Nielsen.


Hos Himmerland Boligforening er der stor fokus på at udvikle fremtidens seniorboliger, for ifølge Ole Nielsen, er det nogle helt andre ting, de grå efterspørger i dag, i forhold til tidligere:

"Man talte meget om „Olle-Kolle fællesskaber”, hvor præmissen var fællesskab. I seniorboligen version 2.0 satser vi mere på at give muligheden for at træde ind og ud af fællesskabet. Det skal ikke virke, som om man er taget på campingferie, med indlagt fællesspisning hver aften, når man flytter i seniorbolig," mener direktøren.


Endnu er det for koldt at nyde den nye terrasse, men parret ser frem til at slappe af, fremfor at knokle i haven, når foråret kommer.

 

Fællesskabet

I huset på Blåkildevej i Aalborg Øst griner Kim og Britta lidt af, at de nu er flyttet i seniorbolig, for de føler sig slet ikke gamle:


"Vores lille enklave af huse ligger omkring det, der hedder Seniortorvet og her er også en seniorklub, men det føler vi os nu ikke helt klar til," erkender Britta.


De har før boet i den østlige del af Aalborg, som har haft et lidt blakket ry.


"Nogle tror jo, at alle går med kniv herude, men sådan er det jo slet ikke," erklærer Britta.


Både hun og Kim er glade for, at der bliver bygget mange nye boliger herude, inklusive deres egen:


"Det giver god mening, at flytte en flok midaldrende mennesker herud. Vi har nogle ressourcer, som kan matches med de mange gode mennesker, der er her i området," mener Kim.

Det er netop interessefællesskabet, som Himmerland Boligforening gerne vil styrke med flere seniorboliger. Sammen med Realdania har boligforeningen planer for en stor seniorboligbebyggelse, også i det østlige Aalborg, og derudover har man lanceret hjemmesiden senioraalborg.dk, der giver et indblik i fremtidens seniorboliger.

"Vi søger netop den varierede beboersammensætning. Når man flytter ind i almen bolig, så er det på fællesskabets præmisser. Hvis man vil håndplukke sine naboer, så er det ikke en almen bolig, man skal flytte ind i. Hos os indgår man i et demokrati. Det oplever vi en stor efterspørgsel på, for hver gang vi har haft nyheder om seniorboliger, får vi mange henvendelser," fortæller Ole Nielsen.

Selvom Britta og Kim ikke helt har vænnet sig til, at de nu bor i seniorbolig, så opvejes det fuldt ud af glæden ved det nye hus:


"Det her er så nemt at tage fra, så vi kan rejse, når det passer os," siger Britta.

Huslejen er på 8000 kroner om måneden, plus forbrug, og de penge kunne også have købt en anden ejerbolig i Aalborg:

"Vi er slet ikke interesserede i at eje. Vi er et andet sted og klar til at nyde det, vi har sparet op," siger Britta.