Foto: Alex Tran

Foto: Alex Tran

Vollsmose-helhedsplans fremtid var centrum for alment vælgermøde

12. okt 2017

Venstre i Odense Byråd vil sløjfe den kommunale støtte til infrastrukturhelhedsplanen i Vollsmose. Det var derfor det store samtaleemne, da BL havde arrangeret vælgermøde om almene boliger.

 

”Så du det, der stod i Stiftstidende i dag?” spørger en dame en anden, mens hun læner sig bagover i sin stol.


De to sad sammen med en stor gruppe andre publikummer klar i Odenses Offentlige Slagtehuse, hvor der i dag er ungdomsboliger, da BL tirsdag den 10. oktober havde arrangeret kommunalt vælgermøde om almene boliger.


I Fyens Stiftstidende havde det stået beskrevet, at Venstre i Odense har tænkt sig at stoppe den kommunale støtte til den igangværende infrastrukturhelhedsplan i Vollsmose, og det var derfor det emne, der summede blandt de beboerdemokrater og alment interesserede, der var mødt op i det tidligere slagtehus.


Også Bjarne Andersen, der er formand i afdelingen Fyrreparken i Vollsmose, var inden mødet mest interesseret i at høre en forklaring fra Venstre.


”Det er uhyggeligt at tænke på, at de kan finde på at stoppe planerne. Så det er meget muligt, at jeg vil stille dem nogle spørgsmål, hvis de formår at prikke til mig på de forkerte steder,” sagde han til Fagbladet Boligen, lige før vælgermødet gik i gang.

Mange beboere mødte om i Odenses Offentlige Slagtehus, da BL arrangerede kommunalt vælgermøde om almene boliger.

Splittet byråd

Da mødet gik i gang, blev der dog danset lidt om den varme grød. Spørgerne blandt publikum, ordstyrer Troels Mylenberg og de politiske repræsentanter fra alle Folketingets partier – minus Liberal Alliance, men plus lokallisten Nyt Odense og nystiftede Nye Borgerlige – tøvede alle med at komme ind på det, som mange var interesserede i, og som splittede partierne.


I stedet blev der spurgt ind til partiernes holdning til planloven som politisk redskab, ambitionerne for ungdomsboliger i Odense og muligheden for at deregulere kravene til nye almene boliger. Politikerne var alle positivt stemte over for almene boliger. De fleste var glade for de mange nye ungdomsboliger, som byen bygger, og mange nævnte, at seniorbofællesskaber ville blive den næste bølge af almene byggerier i byen.


Og lige netop denne brede, positive snak om den almene sektor var vælgermødets formål for arrangøren fra BL. De ville sætte sektoren på dagsordenen frem imod kommunalvalget den 23. november, så den brede opbakning, som almene boliger nød i slagtehallen, også kan tages med i byrådssalen.


”Odense Byråd har længe været splittet 15 imod 14 i spørgsmålet om almene boliger, og selv fysiske helhedsplaner har den borgerlige blok stemt imod. Så vi har arbejdet hårdt for at gøre opbakningen i Odense større,” sagde Erling Nielsen, der er formand i BL’s 3. kreds, hvor Odense ligger.


V og O skilte sig ud

Og imod slutningen af vælgermødet blev denne uenighed endelig tydelig. Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), kaldte Venstres forslag om at sløjfe den kommunale støtte til Vollsmoses infrastrukturhelhedsplan for ærgerligt, da det blandt andet vil fratage Odense Kommune de 220 millioner kroner, som Landsbyggefonden støtter projektet med.


Venstres borgmesterkandidat, Jane Jegind, forsvarede sig med, at daginstitutioner og skoler i kommunen har mere brug for pengene. Dansk Folkeparti støttede op om Venstre og mente ikke, at veje kunne ændre noget i Vollsmose. De Konservative gik derimod ikke ind for forslaget og ønskede ikke at droppe en plan, som allerede er sat i gang.


Alternativet, de Radikale, Enhedslisten og SF var også alle på borgmesterens side. Og da SF’s Brian Dyrbos kommentar, om at Venstre burde tabe valget, blev mødt af klapsalver, afsløredes det også, hvor størstedelen af publikums sympatier lå.


Tilfreds med mødet

Efter mødet var Bjarne Andersen fra Dyreparken nogenlunde tilfreds med, hvad han havde hørt. Venstres argument om, at daginstitutionerne i byen skal prioriteres højere, var han dog ikke enig i.

”Jeg køber ikke helt det med, at daginstitutionerne er vigtigere. For i Dyreparken skal vi til at i gang med en renovering til 480 millioner kroner, som i bund og grund bliver sat i stå, hvis Venstre får lov at bestemme. Det er knap 20 års arbejde, som kan være spildt. Det er virkelig skræmmende,” sagde han.


Derudover var han dog, selvom han ikke selv fik lejlighed til at stille spørgsmål til politikerne, glad for den debat, der havde været.


”Det var spændende med ungdomsboligerne, men i forhold til det med økonomien i Vollsmose var svarene lidt for hurtige. Men det kan nok ikke gøres anderledes, medmindre man sidder over for politikerne på tomandshånd. Og det har jeg jo lejlighed til nu,” sagde Bjarne Andersen, inden han bevægede sig hen til gruppen af politikere, der efter vælgermødets afslutning var faldet i snak med forskellige tilhørere.


Ved Jane Jegind fra Venstres bord fortalte Bjarne Andersen hende, hvordan tyve års arbejde kunne være spildt, hvis Venstre fik sin vilje. Hun afviste dog kritikken. Lovgivningen på området er for kompliceret og gør, at politikerne bare skal betale uden at stille spørgsmål, argumenterede hun.

En længere tomandssnak nåede de to dog ikke, inden Jane Jegind fik travlt med spørgsmål fra en anden tilhører. Bjarne Andersen besluttede derfor med sin familie at forlade den halvkolde slagtehal og tage hjemad.


Mennesker flytter mennesker

Lidt senere fik Jane Jegind i stedet tid til at forklare til Fagbladet Boligen, hvorfor Venstre ikke vil støtte infrastrukturplanen.


”Jeg tror ikke på, at det, der skal til, er mere asfalt og beton i Vollsmose. Og samtidig kan vi se, at vi har nogle daginstitutioner og skoler, hvor kommunen ikke sætter penge nok af til vedligeholdelse. Det er et valg, det anerkender jeg,” sagde hun.


Socialdemokratiets pointering af, at 220 millioner kroner fra Landsbyggefonden med hendes forslag vil blive fjernet fra kommunen, får heller ikke Jane Jegind til at skifte holdning.


”Det er ikke noget argument i sig selv for at vælge noget, vi ikke tror på virker, at nogle vil give flere penge til noget, vi ikke tror på virker. Det kommer løsningen ikke til at virke bedre af.”


”Jeg vil ikke afvise, at infrastrukturændringer hjælper nogen steder. Men jeg tror bare ikke, at det er det rigtige for Odense,” sagde hun.

Skulle Jane Jegind opnå sin ambition om at blive borgmester i Odense, er det dog alligevel ikke sikkert, at hendes plan for Vollsmose bliver realiseret. De Konservative har nemlig skiftet holdning i forhold til tidligere og støtter ikke længere Venstres plan. Det tager Jane Jegind dog i stiv arm.


”Nu har vi jo lagt vores oplæg til et budget frem. Der vil jeg jo som borgmester så sætte mig ned og lytte til, hvilke ønsker de andre partier har. Det vigtigste for mig er at sige, at mennesker flytter mennesker. Veje og beton flytter ikke mennesker.”