Foto: Stefan Kai Nielsen

Foto: Stefan Kai Nielsen

Socialdemokratiet udsteder en huslejegaranti

27. okt 2017

Der er meget nyt i et ti-punkts-program for udviklingen af den almene boligsektor, som S spiller ud med.

 

Socialdemokratiet har lanceret ti forslag under overskriften ”Flere og billigere almene boliger”. Her udsteder oppositionspartiet blandt andet en garanti for, at ingen lejere må stige i husleje som følge af den omlægning af almene lån til statslån, som regeringen har foreslået.

 

Boligen har tidligere dokumenteret, at statslånemodellen vil føre til huslejestigninger. Men i forslaget fra S understreges det: ”Hvis det samlet vurderes mere hensigtsmæssigt udelukkende at stille fuld statsgaranti for den almene sektors realkreditlån, som FinansDanmark og BL har foreslået, vil denne model være at foretrække”.

 

Socialdemokratiet ønsker ifølge forslaget at anvende en del af provenuet fra en omlægning af finansieringen til huslejenedsættelser.

 

Herudover er der i udspillet også en række andre forslag. Det drejer sig blandt andet om:

 

  • Større renoveringsramme i Landsbyggefonden, så renoveringsefterslæbet i den almene sektor afhjælpes.
  • En afskaffelse af de stive regler om den såkaldte tillægsgrundkøbesum, så det bliver lettere at bygge flere boliger i eksisterende boligafdelinger, hvis det ønskes.
  • Bedre muligheder for samarbejde med private bygherrer, når der bygges nyt, herunder at almene boligorganisationer skal have mulighed for at overtage nøglefærdigt byggeri. 
  • Regelforenkling og bedre muligheder for at bygge små billige boliger.

 

Herudover påpeges det også i udspillet, at der i forliget om boligskat blev lagt et loft over, hvor meget den almene sektors grundskyld vil kunne stige som følge af nye grundvurderinger. På den baggrund foreslår Socialdemokratiet mere retvisende grundvurderinger, der afspejler, at grundene benyttes til almene boliger. Det skal sikre en afdæmpet udvikling i boligskatten.

 

Ifølge administrerende direktør i BL, Bent Madsen, er forslaget fra S ”på mange punkter yderst interessant”.

Download Socialdemokratiets forslag:
Flere og billigere almene boliger