Foto: AlmenNets sekretariat

Klimatilpasning, der skaber byfornyelse

13. okt 2017

Det regner mere og mere. Og det koster millioner. Men bedre samarbejde imellem kommuner, boligselskaber og forsyningsselskaber kan give bonus. Og byfornyelse til borgerne, lød det på konference om klimatilpasning.

 


”Fremtidens vejr er her allerede. Men det bliver endnu vådere, vildere og varmere.” 

Sådan lød det på konferencen ”Regnvand skaber udvikling” i Kokkedal, da AlmenNet havde samlet kommuner, forsyningsselskaber, arkitekter, entreprenører og boligselskaber til en dag med fokus på fremtidens vejr, om løsningerne og ikke mindst den byudvikling, som kan ske i kølvandet på klimaforandringerne. Det vådere vejr bør tænkes sammen med udvikling af fremtidens byer og boligområder.

“Vi står jo overfor fremtidens vejr. Det hele bliver bare vildere, og vi skal gøre noget, men der er ikke den perfekte løsning, når vi snakker 20 år som anlægsperspektiv. Derfor behøver vi at tænke fleksibelt, og det udfordrer både borgere og kommunalforvaltning,” fortalte Lykke Leonardsen, som er programchef i Københavns Kommune, som fortalte om, hvordan man gør en by klar til at håndtere klimaforandringer, og hvad det betyder for byen. 


Stigende mængder regnvand
Konferencen blev afholdt i Kokkedal, som netop har gennemgået en stor klimatilpasnings-omdannelse. Et stort projekt, som handlede om at håndtere stigende mængder regnvand, udviklede sig til en gentænkning af hele området. Usserød Å gik over sine bredder, både i 2007 og 2010, og Fredensborg Kommune besluttede sig for at tage affære. Og benyttede anledningen til at lave forbedringer på byrummene i Kokkedal. 


“Vi kunne have nøjedes med nogle store rør, en traditionel løsning, men valgte at satse på nye samarbejder, hvor vi fik udviklet byrummet samtidigt. I dag kan vi se, at beboerne også kan få en ny værdi af sådan en løsning, og rent faktisk har løsningen også givet øget tryghed i boligområdet. Men det tager lang tid og kræver et godt samarbejde. Det har vi haft med Boligforeningen 3B,” sagde Thomas Lykke Pedersen, som er borgmester i Fredensborg Kommune. 


Bassiner til regnvand
I dag er der i området skabt små oaser, som kan fungere som legepladser, opholdsrum eller stisystemer. Sådan ser de ud, når det ikke regner. Men når regnen står ned, så fungerer systemerne som bassiner, hvor regnen kan samle sig, inden den langsomt ledes i åen. Projektet beskrives også af AlmenNet, som har samlet en række eksempler på gode klimatilpasningsløsninger. 


“Vi er praktikere i den almene sektor. Vi huser folk uden ret mange penge og søger samarbejder, hvor vi også kan løse udfordringerne fælles,” siger Rolf Andersson, formand for AlmenNet og byggedirektør i KAB.


Men løsningerne er tekniske og kan være svære at oversætte, ligesom de kræver en helt anden tilgang fra både kommuner, forsyningsselskaber og boligselskaber.


“Der er nogle udfordringer. For hvad må forsyningsselskaberne egentlig, og hvor længe skal boligforeningerne stå for anlæggene. De her løsninger er mere forpligtigende end en legeplads. Og så er der også en udfordring for kommunerne i at møde borgerne. Det kan være svært at forklare, hvad betyder det. Derfor kræver det et tæt samspil med boligselskaber og beboerdemokrater, hvis man skal kombinere regnvand, leg og udeliv. Og så skal boligselskaberne påtage sig en aktiv rolle, da det kan være svært for den enkelte afdeling. Det kunne være at tage ansvar for en slags uddannelse af beboerdemokraterne,” sagde Lykke Leonardsen. 

På konferencen blev der også vist gode eksempler fra Østbyparken i Vejle og Marielyst i Gladsaxe.

Læs AlmenNets rapport om klimatilpasning

AlmenRapport

Denne temarapport præsenterer en række forsøgs- og udviklingsprojekter, der beskæftiger sig med temaet klimatilpasning i den almene boligsektor. Publikationen har karakter af et projektkatalog. Med den i hånden får læseren en genvej til viden, værktøjer og aktuelle eksempler, og kan eventuelt fordybe sig yderligere i de centrale problemstillinger. De indeholdte projekter er valgt ud fra, hvad der pt. er vurderet som aktuelt for den almene sektor. Listen er således ikke udtømmende.


Publikationen retter sig mod professionelle, der arbejder med klimasikring af almene boligområder. 

Download:
Tema Klimatilpasning

Læs også