Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

Uenighed om løn førte til direktørfyring

07. nov 2017

Hovedbestyrelsen i østjyske DOMI Bolig har med øjeblikkeligt varsel taget afsked med direktør Uffe Vithen efter strid om direktørens løn.

Det var en strid om direktørens løn, som førte til, at direktør i DOMI Bolig, Uffe Vithen, mandag med øjeblikkeligt varsel er fratrådt stillingen i boligorganisationen med hjemadresse i Odder.


Formanden for DOMI Bolig hedder Claes Jensen, og han oplyser til Fagbladet Boligen, at der har været et mødeforløb i bestyrelsen forud for den øjeblikkelige afsked med Uffe Vithen. Han og boligorganisationens næstformand har overfor direktøren på to møder givet udtryk for, at der efter bestyrelsens mening ikke var et passende forhold imellem honoreringen af Vithen og boligorganisationens størrelse. Derudover har tilsynet i Aarhus også problematiseret lønniveauet.


DOMI Bolig råder over 2080 lejeboliger fordelt på 37 afdelinger i området fra det sydlige Aarhus og til Odder og omegn. Ifølge regnskabet for DOMI Bolig for 2016 løb udgifterne til honorering af Uffe Vithen op i 1.739.696,11 kroner inklusive firmabil.

Men parterne har altså ikke kunnet enes om et nyt lønniveau til direktøren. I en pressemeddelelse fra DOMI Bolig er formand for boligorganisationen,

Claes Jensen blandt andet citeret for følgende: 

”I hovedbestyrelsen har vi imidlertid ansvaret for at sikre en optimal udnyttelse af de midler vi har til rådighed, og i det lys finder vi det nødvendigt at reducere i omkostningerne til vores administration. Hovedbestyrelsen har derfor efter grundige overvejelser fundet det korrekt at stoppe samarbejdet med Uffe Vithen.”


Indtil DOMI Bolig har fundet en ny direktør har man indgået et samarbejde med BL i forhold til støtte og hjælp med at drive boligorganisationen i den kommende periode.


Det er indtil videre ikke lykkedes at få en kommentar fra Uffe Vithen.

Om DOMI Bolig

DOMI Bolig er resultatet af en fusion – vedtaget i 2014 - af AAB Odder og Beder-Malling Boligforening. Den nuværende formand for DOMI Bolig, Claes Jensen sad oprindeligt i bestyrelsen for AAB Odder.

Læs også