Foto: Mette Lauth

Foto: Mette Lauth

Udsatte beboere er en fælles opgave

18. nov 2017

Det er mobning og omsorgssvigt ikke at reagere, når mennesker har det meget dårligt omkring os, lød det fra Sind på workshop om de udsatte.

 

Hvad gør man, når naboen bliver psykisk syg, eller en i opgangen måske er misbruger? Det var emnet på workshoppen ”Når vi løfter hinanden – Udsatte beboere er en fælles opgave”, som blev holdt af Civica og Boligkontoret Danmark.

 

Workshoppen bestod at cases fra virkeligheden. En af dem var om Heidi på 47, der har boet i sin lejlighed i flere år, men begynder at kaste poser med urin og afføring ud over sin altan. Da et par naboer møder op og klager, reagerer hun ved at råbe, at de skal skride ad helvede til.

 

Så var det op til deltagerne at diskutere, hvad der er kommunens opgave, hvad der er boligorganisationens opgave, og hvad der er naboernes opgave i situationen.

 

For hvem kontakter man, når man selv er blevet smidt ud? Nogle pegede på, at man tidligere ville have sagt det til viceværter, men at det ofte ikke længere er en fast person.

 

”Så måske får bestyrelsen i afdelingen en større rolle nu,” lød et af buddene.

 

”Første skridt kan være at ringe til en, der ved mere om det end en selv,” lød det fra Jeanette Juul Quade, formand for Sind i Vestjylland.

 

Sind arbejder med psykisk sundhed og forebyggelse, og hun var med for at give gode råd.

 

Hun anbefalede Sinds telefon-rådgivning, hvor man kan få gode råd til, hvor man kan gå hen.

 

Hendes råd til at nå psykisk syge er at rumme og rumme og rumme og bygge et netværk op omkring den psykisk syge. Det mangler de ofte, og selvom kommunen går ind i sagen, vil det stadig ikke betyde et netværk eller venskab.

 

”Man må langsomt vinde tilliden. Hvis man skal nå Heidi, må man selv og de andre naboer rydde de poser op, og så først når der er en åbenhed, kan det være, man kan tale om at finde en løsning på, at de i stedet skal smides i skraldespanden,” siger Jeanette Juul Quade.

 

Men at have den åbenhed og tid mente deltagerne ikke, at alle havde.

 

”Jeg tror ikke, at vi alle sammen rumme det. Der, hvor jeg bor, tror jeg kun, vi er to, og jeg er den ene. Det er vigtigt at få dem til at gøre det, de har ressourcer til,” sagde en deltager.

 

Hun opfordrede også til at underrette for eksempel politiet eller kommunen.

 

”Er det grænseoverskridende. Ja, det er grænseoverskridende, men at ignorere en, der har det meget dårligt, svarer til mobning, fordi det er udstødning og omsorgssvigt,” siger Jeanette Juul Quade.

 

Hun pegede på, at det offentlige ofte ikke har ressourcerne til at løse problemerne.

 

”Men hvis ikke vi henvender os, så bliver de ikke klar over, hvor mange ressourcer de faktisk mangler. Så hellere en underretning for meget end for lidt,” lød hendes opfordring.