Foto: Alex Tran

Foto: Alex Tran

Nu skal Bøgetorvet lukkes

10. nov 2017

10 millioner kroner skal der bruges på at ændre Bøgetorvet radikalt i Odense. Historien om torvet er betændt, men nu tages første skridt imod en ændring af området.

 

”Bøgeparken ligger ved Vollsmose Allé, tæt på Odense Å og ned til en smuk sø… De højeste huse ud imod Vollsmose Allé har elevator, og fra de øverste etager er der en flot udsigt.”

Sådan begynder beskrivelsen af Bøgeparken på Civicas hjemmeside. Og den er ikke forkert. Men fortæller heller ikke hele sandheden: Bøgetorvet for enden af afdelingen med de 507 boliger er ikke et glansbillede. Beboerne oplever stedet som utrygt, og fornemmelsen har for længst sat sig i kriminalitetsstatistikkerne og de tryghedsmålinger, der løbende foretages i området. Beboere, besøgende og medarbejdere er utrygge. Men det skal være slut. Bøgetorvets butikker skal lukkes, og torvet omdannes. Og helst hurtigt.

”Problemerne har stået på i en årrække, og Bøgetorvet er blevet et sted, hvor der foregår nogle uhensigtsmæssige aktiviteter. Det er et samlingspunkt og har været det i mange år, i mere eller mindre grad. I forbindelse med bandeudfordringerne for et år siden blev det bare endnu mere markant,” siger direktør i Civica Jens Pilholm.

Boligorganisationen Civica, som har 11.000 boliger, har fået øremærket 10 millioner kroner til at ændre Bøgetorvet. Et akut-indgreb fra en fremskudt bevilling fra Landsbyggefonden skal gøre det muligt at lave omdannelsen som en forløber for en mere gennemgribende gentænkning af hele Bøgeparken. Butikstorvet nedlægges, ligesom passager mures til, og den indhegnede boldbane - også kaldet ‘Den Blå Bane’ - flyttes

Kigger man til omdannelserne af boligområder som Gellerup i Aarhus og Aalborg Øst, så er det tydeligt, at den brede politiske konsensus har været der hele vejen. De politiske kræfter står samlet bag omdannelserne. Det håber jeg også kan lade sig gøre i Odense.

Jens Pilholm, direktør i CIVICA

Omdannelse tidligere forsøgt
En omdannelse af Bøgetorvet blev allerede forsøgt i 2012, men slog fejl, da der ikke var opbakning til planerne. I dag er der fuld opbakning, som er blevet fremlagt af Civica. De første borgermøder har været afholdt, og i november er der borgermøde, hvor beboerne skal vende tommelfingeren op eller ned.

Hos Nanna Muusmann, der er leder af Vollsmose Sekretariatet, som arbejder på at forandre Vollsmose fra et udsat bolig¬område til en bydel i Odense, er der ikke tvivl om, at det kan have en effekt at lukke Bøgetorvet

”Det er jo stedet, hvor du kan købe en juice og en shawarma, hvilket betyder, at det er et godt sted at hænge ud i lang tid. Og så ligger det lidt højt med overblik og udsyn over parkeringspladsen.”

”Problemet omkring Bøgetorvet er koncentrationen af problemstillinger på ét sted. Det skaber en krudttønde, som ingen i samfundet kan være tjent med at have,” siger Nanna Muusmann, leder af Vollsmose Sekretariatet.

Torvet ligger hævet i området, og både Jens Pilholm og Nanna Muusmann mener, placeringen af torvet midt imellem bebyggelserne også er en forklaring på, at stedet er blevet attraktivt for banderne.

”Når vi snakker med beboerne nu om omdannelsen, så er der et lettelsens suk over, at man kan begynde at tale mere konkret om, hvad der skal til for at området normaliseres, så de som beboere kan færdes trygt i den del af deres boligafdeling. Det vigtige nu er, at det tænkes ind i den overordnede plan om at omdanne Vollsmose fra et lukket til et mere åbent boligområde,” siger Nanna Muusmann.

Bøgetorvet peger ud imod en parkeringsplads for enden af boligafdelingen Bøgeparken, som er den midterste af de tre store afdelinger. Den alenlange Vollsmose Allé, der løber langs bydelen Vollsmose. Det er her, Black Army huserer og¬ mødte statsminister Lars Løkke Ras¬mussen (V).
Da området i sin tid blev til – omkring år 2000 – var visionen at skabe et torv, som man trygt kunne bo omkring, gøre sine indkøb hos den lille købmand og ellers have et godt og trygt liv.

”Det går op og ned med de kriminelle aktiviteter nu, men det foregår primært om eftermiddagen og aftenen. Vi har haft flere episoder, hvor vores leverandører og håndværkere blev antastet og spurgt til deres ærinde, eller simpelthen blev bedt om at gå,” siger Jens Pilholm.

Et beboermøde er planlagt i november
”Vi håber, vi kan informere godt og grundigt, sagligt og objektivt, så de beboere, der møder frem, godt kan se, at det er en god idé, og at de tør sætte sig ud over frygten, for der er et pres. Butikkerne vil gerne i dialog om, hvad der skal ske fremadrettet. De er selvfølgelig bekymrede, fordi det handler om deres levebrød”, siger Jens Pilholm, der fortæller, at butikkerne vil blive kompenseret efter erhvervslejeloven.

Men fjerner man problemet ved at fjerne butikkerne?
”Det er jo klart, at handel med stoffer og andre kriminelle aktiviteter ikke forsvinder pludseligt. Vi har et samarbejde med politiledelsen, og de fortæller, at de har op mod 50 bandemedlemmer bag lås og slå, så på den måde er der reduceret i bandeaktiviteterne. Men markedet er der stadig og vil nok blive mere spredt":
”Så giver spredningen mere tryghed? Ja, for de beboere, der bor omkring Bøgetorvet. Som samfund må vi hele tiden være i haserne på de mennesker, så de ikke overtager et sted, hvor almindelige mennesker har deres daglige gang,” siger Jens Pilholm.



________________________________________________________________________________________________________



Bøgetorvet og Vollsmose en lokalpolitisk kamp-arena

Bøgetorvet – og hele Vollsmose – er politisk en kamp-arena i Odense, og bydelen er også blevet inddraget i kommunal¬valgkampen, hvor Venstre vil finde penge til yderligere velfærd for ældre og yngre.

De Konservative i Odense vil derimod transformere bydelen ved at vælte to blokke og nedlægge 400 boliger og bygge en lokalpolitistation. En idé, som Odense Politi sidenhen har skudt ned.

”For os er der ikke noget, der er helligt. Skal vi rive ned, så skal vi rive ned. Skal vi genopføre eller det ene og andet, så ser vi på det, men der er mange dimensioner i det. Jeg håber, vi efter valgkampen kan sætte os ned og få alle farver og dimensioner med i snakken om fremtidens Vollsmose og forhåbentlig i fællesskab skabe en langsigtet strategi omkring Vollsmose,” siger Jens Pilholm.


Boligen nr. 11 - 2017

Om Bøgetorvet

• Bøgetorvet blev etableret i begyndelsen af 00’erne som et lokalt butikstorv.

• Hærværk, kriminalitet og bandegrupperinger skaber i dag utryghed på torvet.

• Omdannelsen af Bøgetorvet skal give bedre tryghed, mindre hærværk, færre sigtelser og udgifter til udbedringer af hærværk.

• En undersøgelse viser, at beboerne i Bøgeparken er dem, der føler sig allermest utrygge og mindst glade for at bo i Vollsmose.

• Antallet af kriminalretlige afgørelser pr. 1.000 personer i 2015 var i snit 57,1, mens tallet for Vollsmose generelt var 37,8.

• Læs mere om planerne for Vollsmose og Bøgetorvet på boegetorvet.civica.dk og vollsmose.dk

Læs også