Foto: Birgitte Kongsgaard

Foto: Birgitte Kongsgaard

Indblik: Far, mor og voksne børn

06. nov 2017

For at have økonomi til at bo selv kræver det et job med en høj indtægt og det er svært at finde et velbetalt job i Madrid.  Derfor bor mange spaniere hos forældre eller bedsteforældre. 

Paula Aznar, der er nyuddannet journalist, har søgt job som bilhandler. Iván Fuerto har tre job og betaler 60 procent af sin mors husleje. Victor Valdés er arbejdsløs akademiker, og Arantza Escudero forlader Spanien, når hun er færdig med sin bachelor i statskundskab. De er alle fire veluddannede eller lige på trapperne til det, og så er de voksne, men bor hos familien. Fire venner er samlet en torsdag aften i Madrid. De sidder i en lille mørk taglejlighed under loftsbjælkerne og puster cigaretrøg ud af det åbne tagvindue og drikker spanske øl. De er midt i tyverne og går på det offentlige universitet eller er færdiguddannede og arbejdsløse. De kender hinanden fra studenterforeningen, der blandt mange sager kæmper for ungdommens fremtid. De kæmper for lønninger, der matcher det dyre boligmarked, som er særligt svært for dem at begå sig på. I aften samles de hos Paula, for hun er den eneste, der ikke bor hjemme. Hun har lejet sig ind i et lille værelse i en lejlighed i Madrid. Hendes forældre er gået på pension, og hendes årlige indkomst er under den grænse, der gør, at man får tilskud fra staten. Arantza og Victor bor hos deres bedsteforældre i Madrid. Iván bor hos sin mor, hvor han med sine tre job smider 400 euro i husleje om måneden.

TRE JOB FOR EN HALV HUSLEJE
Iván arbejder blandt andet som livredder og DJ i weekenderne og studerer statskundskab ved siden
af. Han vil helst flytte i sin egen lejlighed, men han kan ikke flytte hjemmefra, for han skal betale til huslejen, så hans mor og søster ikke bliver smidt ud. Moren arbejder i et supermarked og tjener ikke nok til huslejen.

”Jeg bor hjemme, så jeg kan hjælpe min mor økonomisk. Det er nødvendigt, så det gør jeg gerne. Men jeg ville selvfølgelig ønske, både min mor og jeg kunne betale hver vores lejlighed. Det er bare ikke en mulighed,” fortæller han.

De drømmer om at flytte hjemmefra, men huslejen i Madrid er for høj, og lønningerne er for lave. De kan derfor først flytte hjemmefra, når de har faste job. Selvom de gerne vil bo i Spanien blandt venner og familie, er arbejdet i udlandet, og som unge i Madrid siger, ”Vi forlader landet, fordi situationen tvinger os til det.” Victor har læst filosofi på universitetet og blev færdiguddannet for et par år siden, og lige nu ved han ikke, hvad han kan gøre for at ændre sin egen situation.

”Der er tre millioner tomme boliger i Spanien, og hver dag bliver 500 familier smidt ud af deres bolig, fordi de ikke kan betale huslejen. Efter finanskrisen kunne mange ikke betale husleje længere, og nu afdrager de fortsat på boliglånet, selvom de ikke bor i boligen længere, og i al den tid kan ingen bo i lejligheden, der tilhører banken,” forklarer Victor Vades. Han var en del af M15, som er en stor bevægelse i Spanien, der i 2011 campede og satte telte op i tre måneder på en af Madrids helt centrale pladser. De kæmpede for unge uden en fremtid, og flere tusinde unge spaniere deltog. Ikke kun i Madrid, men i hele Spanien. ”Vores generation har ingen fremtid, ingen jobmuligheder og ingen mulighed for at flytte ud af vores forældre eller bedsteforældres hjem. Vi kan ikke planlægge fremad,” fortæller Victor.

MANGEL PÅ PRIVATLIV
De vil alle tre gerne styre deres egne liv i deres egen lejlighed, men de ved, det ikke er muligt, mens de studerer. ”Vi kan jo ikke bare tage potentielle kærester med hjem til vores forældre eller bedsteforældre. Min bedstemor er fx meget religiøs. Så det er med at finde en, der bor i egen lejlighed, eller planlægge, hvornår familien er ude af lejligheden,” fortæller Arantza. ”Unge i Madrid plejer at sige, hvis du ikke har en lejlighed eller en bil, må vi tage parken eller gøre det på badeværelset på baren,” fortæller Iván, og alle griner.

DE RIGE TURISTERS BY
Et af de helt store problemer er, at boligmarkedet i byen tilpasses turisterne. De store selskaber køber bygninger og bygger boliger for turisterne, så de lokale må ud i yderområderne for at finde et hjem.

”Madrid er for de rige og for turisterne, der er ikke længere plads til de lokale. Os, der faktisk bor her og har en hverdag her. Platforme som Airbnb, hvor private personer kan fremleje boliger til turister for en sum penge, får huslejepriserne til at stige i vejret, da det er de boliger, der ellers ville være tilgængelige for os. Det er et af de helt store problemer, og staten bør regulere det” forklarer Arantza. ”I norden ser man de unges uddannelse og livsvilkår som en investering I fremtiden. I Sydeuropa ser man det som spild. Så snart vi er færdigeuddannet, rejser vi ud af landet, men det er spild, at andre lande får gevinsten af veluddannede unges arbejde. Det er virkelighedens Sydeuropa," siger Arantza.



Boligen nr. 11 - 2017

Indblik: Tomme boliger ingen kan betale
Indblik: Far, mor og voksne børn

For at have økonomi til at bo selv kræver det et job med en høj indtægt og det er svært at finde et velbetalt job i Madrid. Derfor bor mange spaniere hos forældre eller bedsteforældre.

Indblik: Vil lave tomme boliger til sociale boliger

Sociale boliger i Madrid er for dem, der er dårligst stillede økonomisk og socialt. Det er kun i særlige tilfælde, du kan søge om en social bolig, da der er et begrænset antal og langt fra nok.

Indblik: Organisationerne

De unge er nødsaget til at flytte til udlandet efter endt uddannelse, hvis de skal gøre sig forhåbninger om et arbejde med den løn, det kræver at få egen bolig. Indtil da bor de hjemme.