Forskere: Ghettolisten stigmatiserer og tjener intet praktisk formål

30. nov 2017

Når man stempler boligområder med et ghettomærkat, så modarbejder man det boligsociale arbejde i områderne, og får beboerne til at føle sig uden for samfundet.


Selvom det måske kan virke ligegyldigt, om de almene boligområder bliver kaldt ”ghettoer” eller ”udsatte boligområder”, kan valget af ord faktisk have en stor betydning.


”Når man bruger ordet ’ghetto’, så gør man det ligesom til ghettoens problem, at det er en ghetto. Hvis man i stedet kaldte dem ’udsatte boligområder’, så ville man i højere grad føle et fælles samfundsmæssigt ansvar for at få løst områdernes problemer,” siger Kristina Bakkær Simonsen, der er Ph.d.-studerende ved Institut for Samfundsvidenskab på Aarhus Universitet, og som har forsket i den politiske diskurs omkring ordet ”ghetto”.

Beboerne blev hårdt ramt, da Grønneparken kom på listen

At ordvalget rent faktisk har en betydning, tyder den officielle beskrivelse af områderne også på. Da VK-regeringen i 2011 blev skiftet ud med en SFR-regering, skiftede listen navn til ”Listen over udsatte boligområder”. Og da Danmark i 2015 fik en V-regering, blev navnet igen til ”Ghettolisten”.


Hvorfor navnet på listen har været så omstridt, og i hvor høj grad det bevidst har haft til formål at fralægge sig ansvaret for områdernes udvikling, tør Kristina Bakkær Simonsen ikke give et bud på. Hendes forskning peger dog på, at opdelingen i ”os og dem”, uanset formålet, har været konsekvensen af navnet ”ghetto”.


”Når man markerer nogle områder, som er udanske, nogle huller i landkortet, som der stod i udspillet fra 2010, så får man samtidig også sagt noget om, hvad det danske er. Med andre ord er det danske, så altså ikke de tre kriterier, som der i første omgang var for at komme på listen: arbejdsløshed, kriminalitet og indvandrere,” siger hun.


Andre postnumre på ansøgninger

Men udpegelsen af sorte huller i landkortet har ikke kun betydning for, hvordan den almene dansker opfatter ghettoerne. Det har også betydning for, hvad områdernes egne beboere tænker om de steder, de bor. Det fortæller Jonas Strandholdt Bach, som også er Ph.d.-studerende, og som har lavet adskillige interviews med beboere i Gellerupparken.


”Det er jo altid ubehageligt, når det er andre, der definerer det sted, du bor. Det gør, at mange af beboerne skammer sig over, hvor de kommer fra. Når du får ghettostemplet, så bliver kriminalitet og problemer, det eneste, som folk associerer med området, og den eneste måde, området bliver beskrevet på i medierne. Beboerne er jo godt klar over, at der er problemer i området, men de mener også, at området er meget andet end kun de problemer,” siger han.


Jonas Strandholdt Bach har sin daglige gang i Gellerupparken, hvor han forsker i, hvorfor ressourcestærke beboere i stigende grad vælger at flytte væk fra området. Indtil videre peger forskningen på, at det overvejende er økonomiske og praktiske årsager, der motiverer folk, men nogle fortæller ham også, at den stempling, som Ghettolisten giver, er et problem.


”Nogle oplever for eksempel, at de, fordi de bor i Gellerup, havner i den forkerte bunke ved jobansøgninger. Det er selvfølgelig svært at vide, hvorfor man bliver sorteret fra, men der er specielt mange unge mænd, som oplever, at deres jobansøgning aldrig kommer videre, fordi der står Gellerup nede i hjørnet. Nogle skriver derfor et andet postnummer på ansøgningen,” siger han.


Disse problemer ved at bo i en ghetto som Gellerup vil dog ikke forsvinde ved, at listen får et andet navn, vurderer Joans Strandholdt Bach.


”Selvom listen i nogle år ikke hed Ghettolisten, så var det jo stadig det, den var kendt som i folkemunde og i Ekstrabladet. Folk vil stadig kalde den Ghettolisten, selvom det officielle navn blev ændret. Det er selve stemplingen af nogle bestemte områder, som beboerne oplever problemer med,” siger han.


Stigmatiseres af offentligheden

Formålet med Ghettolisten har, siden den udkom første gang, været at undgå, at for mange med samme etniske, økonomiske og uddannelsesmæssige baggrund bosætter sig i de samme områder. Det fremgår blandt andet af det politiske udspil ”Ghettoen tilbage til samfundet”, som i 2010 introducerede listen.


Men til det formål har listen ingen effekt. I stedet modarbejder den rent faktisk det boligsociale arbejde, som foregår i mange af de udsatte boligområder, og som forsøger at opnå samme mål. Det mener Troels Schultz Larsen, som er forsker ved Roskilde Universitet. Han har forsket i såkaldt territoriel stigmatisering, som er en forskningsdisciplin, der beskæftiger sig med, hvorfor og hvordan nogle boligområder bliver stemplet som dårligere end resten.


”Det listen bidrager med er primært at stigmatisere de her områder,” siger han.

Stigmatiseringen af områderne sker ifølge Troels Schultz Larsen, fordi måden medierne og offentligheden taler om områderne systematisk bliver negativ på grund af listen. Han kender derfor til flere boligområder, som har udviklet en decideret mediestrategi for at undgå den negative omtale.


”Det positive arbejde som kontinuerligt foregår gennem de boligsociale indsatser, som vi kan måle og evaluere, bliver overskygget af det at være på Ghettolisten. Det gør det vanskeligere at argumentere for effekten af det arbejde, man laver, og det er med til at cementere det negative billede af områderne,” siger han.


Kun politiske årsager til listen

Og Troels Schultz Larsen kan faktisk ikke få øje på nogle positive effekter ved at udgive en ghettoliste.


”Tidligere hørte man det argument, at det var godt at blive hængt ud i pressen, for så ville man få adgang til nogle midler, der kunne forbedre det boligsociale arbejde. Men støtten til boligsocialt arbejde foregår uafhængigt af listen, så de to ting, har faktisk ikke noget med hinanden at gøre.”


Den udlægning bekræftes mere eller mindre af Birger Kristensen, sekretariatschef i Landsbyggefonden, som står for størstedelen af støtten til helhedsplaner i almene boligområder.


Når Landsbyggefonden giver støtte til helhedsplaner sker det i langt de fleste tilfælde inden for kategorierne infrastruktur, nedrivning, boligsociale indsatser eller kapitaltilførsler. Infrastrukturstøtten var tidligere reserveret til de områder, som Landsbyggefonden kategoriserer som ”særligt udsatte”, og som er de samme områder som dem på Ghettolisten. I dag kan der dog ske undtagelser, hvis områder kun opfylder to og ikke tre ud af Ghettolistens fem kriterier.


De andre tre andre støttetyper, nedrivning, boligsociale indsatser og kapitaltilførsler, kan boligområder også søge om, hvis de blot bliver kategoriseret som ”udsatte”. Inden for den kategori findes der omkring 100 boligområder i Danmark.


Landsbyggefondens støtteordninger og kategoriseringer fandtes også før, den såkaldte Ghettoliste udkom for første gang i 2010, og ville stadig eksistere uden en ghettoliste. Troels Schultz Larsen mener derfor ikke, at listen tjener noget praktisk formål.

”Set fra et boligsocialt synspunkt tjener listen ikke noget formål. På den baggrund er den meningsløs. Den tjener så måske et politisk formål, og det må jo stå politikerne frit for,” siger han.

Liste over udsatte boligområder

Som en lidt uvelkommen kalendergave offentliggør regeringen på fredag listen over udsatte boligområder. Sidste år var der 25 områder på listen. Frem til og med på fredag vil fagbladetboligen.dk bringe artikler om, hvad det betyder for boligorganisationerne og de beboere, der bliver berørt af, at et alment boligområde bliver stemplet som et udsat boligområde.

FAKTA

Regeringens såkaldte Ghetto-liste omfatter almene boligområder med mindst 1.000 beboere, der opfylder 
mindst tre af følgende fem kriterier:

1. Andelen af 18-64 årige uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse overstiger 40 pct. (gennemsnit for de seneste 2 år).

2. Andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 pct.

3. Antal dømte for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer overstiger 2,70 pct. af beboere på 18 år og derover (gennemsnit for de seneste 2 år).

4. Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse (inkl. uoplyst uddannelse), overstiger 50 procent af samtlige beboere i samme aldersgruppe.

5. Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området eksklusive uddannelsessøgende er mindre end 55 pct. af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.


Kilde: Trafik, Bygge- og Boligstyrelsen