Foto: Ingrid Pedersen

Foto: Ingrid Pedersen

De almene boligers samfundsansvar

18. nov 2017

BL har lavet en guide til, hvordan BL har sat samfundsansvar på dagsordenen – og bidrager til opnåelse af FN’s verdensmål.


Det er ikke meningen, at den almene sektor skal påtage sig et større socialt ansvar, for den påtager sig allerede et meget stort arbejde.


"Men vi har lavet guiden Sæt alment samfundsansvar på dagsordenen, der både giver jer nye redskaber til at tage ansvar og viser, hvordan man dokumenterer indsatsen", sagde BL’s næstformand Winnie Hansen på Almene Boligdage 17.


Hun understregede også, at på de almene byggerier er der flere lærlinge og praktikanter, end der er på de private byggerier, så almene boliger er med til at sikre de unge en uddannelse.

Men vi har lavet guiden Sæt alment samfundsansvar på dagsordenen, der både giver jer nye redskaber til at tage ansvar og viser, hvordan man dokumenterer indsatsen.

BL’s næstformand, Winnie Hansen

Stoltheden

”Dokumentationen skal både bruges over for kommuner og andre samarbejdspartnere og til at styrke den interne stolthed og skabe et fælles billede af, hvad vi gør,” understregede BL’s udviklingskonsulent, Liv Jørgensen.


I guiden er der fokus på konkrete bidrag og forståelse for, at behovene og metoderne er forskellige i København og Sønderjylland, men ved hjælp af en ensartet rapportering kan man dokumentere den indsats, beboere i den almene sektor yder over for de svageste i samfundet – både ved at de har et sted at bo og ved at de bliver inddraget i socialt liv og fællesaktiviteter.


Verdensmålene

Uden at tænke på det i hverdagen bidrager den almene sektor også stort til FN’s 17 verdensmål, der blandt andet skal  afskaffe sult og fattigdom og skaffe uddannelse, rent drikkevand, bæredygtig energi og en række andre ting, der forbedrer livet for verdens fattigste.


”Danmark er forpligtet til at levere bidrag til at opnå verdensmålene, og derfor er der en national krog, vi kan tale ind i,” fremhævede BL’s chef for public affairs, Natalia Rogaczewska.


”Vi bidrager på rigtig mange måder. For eksempel bidrager vi med at skaffe boliger til ældre og udsatte, og vi er en kæmpe bidragyder til at nå klimamålene,” fremhævede hun.  

 

FAKTA

BL’s guide til at sætte samfundsansvar på dagsordenen findes på www.bl.dk 

FN’s verdensmål er beskrevet her:
http://www.verdensmaalene.dk/maal/1