Foto: Henning Bagger / Scanpix

Foto: Henning Bagger / Scanpix

Boligindsats har fået logo

01. nov 2017

Bandet På Slaget 12 har givet kommune og boligorganisationer lov til at bruge titlen på en rigtig ørehænger i nyt slogan.

 

 I Aarhus er kommunen – Teknik- og Miljøafdelingen i særdeleshed – stolte af, at der i de kommende tre år skal bygges 1.600 nye familieboliger i smilets by, som i øvrigt også i år kan smykke sig med titlen som Europæisk Kulturhovedstad. Den titel er Aarhus blandt andet valgt til på grund af sin mangfoldighed. Ønsket om at fastholde mangfoldigheden er ifølge den kommunale forvaltning hovedårsagen til, at familieboligerne blandt andet placeres steder i kommunen, hvor høje priser hidtil har holdt nogle århusianere på afstand. Eksempelvis opføres en del af boligerne ud til den århusianske havnefront. 


Udover logoet har indsatsen med de mange nye almene boliger også fået et slogan: ”Hjem til Aarhus – boliger for alle”. 

Forekommer noget af titlen bekendt, kan redaktionen bekræfte, at inspirationen til en del af sloganet er hentet fra et kært gammelt hit.


”Vi synes, at dette fantastiske initiativ fortjener en god portion opmærksomhed. Derfor har vi, efter en godkendelse fra bandet På Slaget 12, valgt at markedsføre initiativet til opførelsen af de mange nye boliger under dette logo,” meddeler forvaltningen i en pressemeddelelse. 

 

Målet er 2.000 familieboliger

Tanken med logoet er, at logoet skal benyttes af boligorganisationer, entreprenører og andre interessenter, når de inviterer til informationsmøder, første spadestik, rejsegilde eller andre arrangementer i forbindelse med familieboligerne, som hører under initiativet eller på byggepladsens skilte.

De 1.600 familieboliger, der fejres med det nye logo og slogan, er resultatet af byrådets budgetforlig 2016-2019, hvor forligsparterne afsatte 232 millioner kroner til at sikre mindst 1.600 nye almene familieboliger i Aarhus. Målsætningen er, at antallet af tilsagn inden 2020 skal vokse til 2.000 familieboliger.