Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix

Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix

Snart falder der dom i sagen om demokratiet i Egedalsvænge

02. mar 2017

Det startede med Danmarks mest berømte juletræ og afsættelsen af en
afdelingsbestyrelse halvandet år senere. Nu er sagen havnet i retten.


Hvor længe kan en boligorganisation forhindre, at der bliver valgt en afdelingsbestyrelse?

 

Det er et af de meget principielle spørgsmål, som retten i Helsingør skal tage stilling til, når man skal afsige dom i en sag, hvor en tidligere formand Birte Vestergaard for afdelingsbestyrelsen i Egedalsvænge i Kokkedal i Nordsjælland har anlagt sag imod Boligforeningen 3B. Hun søger medhold i, at det er i strid med loven, at 3B’s organisationsbestyrelse i marts 2014 besluttede at overtage afdelingsbestyrelsens opgaver med den begrundelse, at man ikke vurderede, at afdelingsbestyrelsen levede op til sit ansvar.

 

Beboerklagenævnet har tidligere sanktioneret overtagelsen, og nu er Boligretten så i gang med at behandle en klage over, at 3B siden har fastholdt beslutningen.

Vi har handlet for at værne om demokratiet. Det var en demokratisk svær beslutning, men vi er overbeviste om, at vi gjorde det rigtige

Steffen Morild

Egedalsvænge blev landskendt for den såkaldte ”juletræs-sag”, hvor afdelingsbestyrelsen modsatte sig opsættelsen af det traditionelle symbol på julen i afdelingen. Træet kom som bekendt op til sidst, men konflikten er i virkeligheden kun én af en række stridspunkter og sager, som har præget beboerdemokratiet i afdelingen og belastet forholdet til organisationsbestyrelsen og 3B’s administration. Om hvorfor det endte med, at afdelingsbestyrelsen blev sat fra bestillingen, siger 3B’s formand, Steffen Morild:

 

”Vi har handlet for at værne om demokratiet. Det var en demokratisk svær beslutning, men vi er overbeviste om, at vi gjorde det rigtige.”

 

I december forsøgte 3B at tage de første skridt imod en tilbagevenden til et normalt fungerende beboerdemokrati i Egedalsvænge, da man på et beboermøde i Egedalsvænge havde et dagsordenpunkt om, at der skulle nedsættes et ”Udvalg til forberedelse af valg til afdelingsbestyrelse”. Men det kunne der imidlertid ikke skabes enighed om.

 

Burde være gået rettens vej
I de indledende retsmøder i Helsingør har parternes advokater plæderet for hver deres synspunkt med hensyn til lovligheden af at gribe ind fra 3B’s side. Og begge parter har været dybt nede i lovgivningsgrundlaget, som danner rammen for beboerdemokratiet.

FC Barcelona rykker ind i Vollsmose

Sagsøgers advokat mener, at 3B ikke havde lovgivningsmæssig hjemmel til at afsætte bestyrelsen, men man skulle været gået rettens vej for at få afgjort striden. Omvendt har 3B’s advokat peget på, at organisationsbestyrelsens forpligtelse rækker videre end til at tilse, at de formelle regler bliver overholdt. Den skal også sikre, at demokratiet fungerer reelt, fx i forhold til at sikre, at en afdelingsbestyrelse varetager alle beboeres interesser.

 

Slut med billard og øl
Retsmøderne har rullet en lang række samarbejdsproblemer op, siden sagen om juletræet tog fart i november 2012. Det har handlet om manglende overholdelse af aftaler, manglende referater og om administrationen af afdelingens fælles lokaler. På et tidspunkt fik en gruppe unge et lokale, men da kommune og politi gjorde opmærksom på, at de havde tilknytning til bandegrupperingen Loyal to Familia, blev der sat en stopper for det. Omvendt blev en billardklub, som i årevis havde været tilholdssted for en gruppe beboere, der gerne drak en øl til spillet, lukket med kort varsel, da lokalet blev inddraget af bestyrelsen.

 

Folkene bag den afsatte bestyrelse har også i retsmøderne bekræftet, at man ikke har villet indgå i en række af de forsøg på at genetablere et samarbejde, som 3B har spillet ud med, i form af dialogmøder og et samarbejde med Center for Konfliktløsning.

 

Dommen i sagen forventes at falde den 24. marts, og dermed afsluttes et markant kapitel i føljetonen, som startede med et omstridt juletræ. Men det bliver ikke det sidste, for endnu ved ingen, hvornår der igen kommer en afdelingsbestyrelse i Egedalsvænge.