Foto: Scanpix

Foto: Scanpix

Statsministeren og bornholms borgmester åbnede et stuvende fuldt folkemøde. Redaktionen følger aktiviteterne til på søndag.

15. jun 2017

Statsministeren og Bornholms borgmester åbnede et stuvende fuldt Folkemøde. 

Pladsen foran hovedscenen var fyldt til bristepunktet, da Bornholms Borgmester Winnie Grosbøll (S) og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) åbnede Folkemødet 2017.

"Det er en rigtig stor fornøjelse igen i år at sige velkommen til Bornholm, velkommen til Allinge og velkommen til folkemøde 2017", sagde Bornholms borgmester Winnie Grosbøll (S) ved den officielle åbning af Folkemødet.

"Arrangementet er vokset og vokset ud af kommunen og har fået sin egen forening og egen bestyrelse, og det er godt. Det er blevet større, og der er kommet nye tiltag. Udgangspunktet er samtalen og mødet mellem mennesker", sagde Winnie Grosbøll.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forudsagde i sin åbningstale, at mange af debatterne i år på Folkemødet vil handle om fremtiden og robotternes fremmarch.

"Det er vigtigt, at vi får en bred debat om, hvordan vi forbereder os på forandringerne, så vi kan gribe dem", sagde Lars Løkke, der samtidig glædede sig over, at danskerne er dem i Europa, der er mest positivt stemt overfor fremtiden.

"Ansvar, tillid, kritisk samtale, det kan lyde banalt, men det er helt unikt og noget, vi skal fejre de næste dage", sagde statsministeren.

 

FAKTA

Folkemødet på Bornholm fandt sted første gang i 2011. Siden er det vokset betydeligt i omfang:

I 2011 deltog 10.000 personer fordelt over Folkemødets fire dage. Ved Folkemødet i 2016 var deltagerantallet vokset til 100.000 over de fire dage.

Alle partier i Folketinget har en halv time på Folkemødets hovedscene. Derudover finder et væld af arrangementer sted over hele Allinge.

Ved det første folkemøde i 2011 var der i alt 250 debatter og andre arrangementer. De senere år har der været over 2000 arrangementer, og i år er der planlagt over 3000.

Folkemødet blev startet som et samarbejde mellem Bornholms Regionskommune og Indenrigs- og Sundhedsministeriet. I dag er det en selvstændig forening, der står bag.

Kilde på fakta: Ritzau