Foto: Martin Ljung Krabbe

Foto: Martin Ljung Krabbe

Indblik: Otte spidskandidater på række

01. jun 2017

Det er tredje kommunalvalg i træk, at boligorganisationerne i Aarhus i fællesskab inviterer til debat med spidskandidaterne før kommunalvalget.

 

De har lige en halv time til at løbe programmet igennem og få en kop kaffe sammen i lobbyen på Hotel Scandic City i Aarhus, inden de omkring 160 gæster begynder at komme.


BL’s 5. kreds’ aktivitetsudvalg og kredskonsulent og leder af BL's Aarhus-kontor, Jens Løkke Møller, virker afslappede. Det er tredje gang, de holder valgmøde med spidskandidaterne op til et kommunalvalg. Denne gang er publikum endnu større, for også medarbejdere og andre interesserede er inviteret med, ud over beboerdemokraterne fra hele kommunen.

 

”Når vi gør det her, er det for at sikre, at de husker os til valget,” siger Michael Korsholm, formand for Alboa.

 

Selvom der er næsten seks måneder til valget, har politikerne allerede længe været i valghumør. Og mødet er planlagt, så det kan nå at få indflydelse på budgetforhandlingerne for 2018, der begynder til sommer.

De ville være helt på den i kommunen uden det boligsociale arbejde.

Lene Hansen

Som de sidder der i sofaen i lobbyen, repræsenterer de 45.000 almene boliger. Det gør en del i forhold til at få alle otte spidskandidater til at møde op, inklusive den socialdemokratiske borgmester, Jacob Bundsgaard.


”Vi plejer at sige, at hver fjerde århusianer bor alment,” siger Anette Østerhaab, formand for Al2bolig og formand for aktivitetsudvalget.

 

400 nye boliger om året
Boligorganisationerne bruger også tiden med politikerne til igen at få fortalt, hvor meget de løfter, når det handler om boligsocialt arbejde, kædeansvar over for leverandører, elevpladser og plads til ansatte på særlige vilkår. Boligorganisationerne i 5. kreds beskæftiger 1.250 personer og købte ind for 750 millioner kroner i 2015. Plus indkøb og arbejdspladser i forbindelse med renoveringerne.

 

”De ville være helt på den i kommunen uden det boligsociale arbejde,” siger Lene Hansen, næstformand i Østjysk Bolig.
En særlig grund til at holde sig tæt på politikerne er væksten i Aarhus, der hvert år bliver 5.000 indbyggere større. Derfor har de almene boligorganisationer i øjeblikket en god aftale om at bygge ekstraordinært 400 nye boliger om året, i alt 1.600 inden 2020.

 

Derefter skal der laves en ny aftale.
I øjeblikket er der 50.000 aktivt boligsøgende på aarhusbolig.dk ud af 117.000 medlemmer i boligorganisa­tioner. Det vil sige, at der faktisk er en, der står og venter, for hver af de boliger, de har. Der er brug for flere, mener boligorganisationerne.

 

”I takt med at det bliver dyrere og dyrere at bo i de store byer som Aarhus og København, får den almene sektor en stærkere rolle,” siger Dan Christensen, formand for AAB og tovholder på arrangementet.

11 års ventetid på svar
Ordstyreren til vælgermødet er Jonas Hvid, journalist på JP Aarhus, der igennem mange år har dækket kommunalpolitik og den almene sektor. Så han er ombejlet af politikere og beboerdemokrater, der godt lige vil give ham en god historie med hjem til avisen.

 

Imens bliver stolerækkerne fyldt op, og politikerne tager plads på scenen og begynder debatten, der i programmet hedder ”Hvordan skal byen udvikle sig de kommende år”.

 

En af dem, der griber chancen for at have politikernes opmærksomhed, er formanden for Skjoldhøjkollegiet. Han er mødt op for at høre, hvornår kollegiet får svar på den henvendelse om penge til renovering, de sendte i 2006. De blev lovet svar efter sommerferien i 2010 og venter endnu, mens kollegiet er forfaldet mere og mere.

 

Den 11 år lange svartid giver hændervriden i panelet og fremtvinger et løfte om et svar fra borgmesteren.

 

Aarhus vokser i højden

Ellers retter mange sig efter Jonas Hvids henstilling om at holde spørgsmålene så brede og generelle som muligt.

 

Der bliver diskuteret kombineret anvisning, ghettobegrebet, anvisningen af store boliger til enkeltpersoner og nybyggeriet af Aarhus Ø, som, mange mener, har stjålet fokus fra resten af kommunen. Og så fornyelsen af boligaftalen og behovet for flere boliger.

 

Byrådet har svaret igen på det voksende antal beboere ved at vedtage ”byfortætning”. Det vil sige, at der skal fyldes huller og bygges i højden i midtbyen.

Men det giver også problemer. En ejendom i bydelen Trøjborg har set deres udsigt forsvinde for evigt bag en seksetagers bygning, der er skudt op overfor.


”Jeg bor i den ejendom,” siger en tilhører, og Enheds­listens kandidat høster klapsalver for at sige, at borgere skal inddrages mere i byplanlægningen.

 

Heller ikke Dansk Folkeparti er vildt begejstrede for ­byfortætningen.

 

”Jeg elsker Manhattan. Men vi skal ikke have Manhattan over det hele,” siger Jette Skive, spidskandidat fra DF. Hun er en af flere af spidskandidaterne, der selv bor alment eller har gjort det.

 

Fælles fodslag
Da mødet slutter efter to timer med en kort pause, er der stadig masser af spørgere på Jonas Hvids liste.

 

I 5. kreds er aktivitetsudvalgets bedste råd til andre kredse at finde et fælles fodslag internt imellem boligorganisationerne.

 

”Et tæt samarbejde imellem boligorganisationerne betyder, at vi kan gå ud at tale med fælles stemme over for politikerne,” siger Michael Korsholm, formand for Alboa.

 

Borgmester Jacob Bundsgaard er heller ikke i tvivl om, at det er værd at sætte tid af i en ellers travl kalender til valgmøde med byens boligorganisationer.

 

”Boligpolitik er meget vigtigt, men fylder for lidt i den politiske debat,” siger han. På den anden side oplever han, at der er stor interesse for at tage del i diskussioner om de enkelte boligområder.

 

”Men byudvikling kunne godt fylde endnu mere, derfor tager jeg mig også tid til at komme her i dag,” siger Jacob Bundsgaard.

Kommunalvalg 2017

Indblik: Sæt de almene boliger på stemmesedlen
Indblik: Odense kæmper sammen for at få lov til at bygge

Hver tredje af de boligorganisationer, der vil rejse sager op til valget, gør det ved uformelle møder med kandidaterne. Det er man i gang med i Odense. Her har man et fælles mål om at få lov at bygge alment igen efter fem års stilstand.

Indblik: Hvad skal øverst på den politiske dagsorden?

Kommunal- og regionsvalget til november handler også om almene boliger. Men politikere og boligorganisationer er langt fra enige om, hvilke emner der skal op på den politiske dagsorden.

Indblik: Otte spidskandidater på række

Det er tredje kommunalvalg i træk, at boligorganisationerne i Aarhus i fællesskab inviterer til debat med spidskandidaterne før kommunalvalget.