Foto: Lejerbo

Foto: Lejerbo

Lejerbo Kolding og Lejerbo København forlader administrationsselskabet Lejerbo

08. dec 2017

Bent Jacobsen trækker sig som formand for Administrationsselskabet Lejerbo. Fungerende formand er indtil landsrepræsentantskabsmøde i maj 2018, Gunnar Sørensen.

 

Bent Jacobsen fra Lejerbo Kolding har trukket sig som landsformand for Lejerbo. Det sker efter, at Lejerbo Koldings repræsentantskab i tirsdags besluttede at give bestyrelsen mandat til at melde sig ud af Lejerbo med henblik på at starte egen administration.


”Vi har som udgangspunkt været tilfredse med at være administreret af administrationsselskabet Lejerbo. Men vi vil gerne prøve at stå på egne ben med egen administration. Ved at oprette egen administration kan vi blandt andet spare momsen,” siger Bent Jacobsen, der er formand for Lejerbo Kolding.


Planen er ifølge Bent Jacobsen, at det eksisterende Lejerbokontor i Kolding skal fortsætte og udgøre administrationen i det selvstændige Lejerbo-Kolding.


”Der er ting, vi nu er for små til selv at løse,” erkender Bent Jacobsen.


”Herunder IT-løsninger. Det vil vi outsource,” forsætter han.

 

Et mindre men fortsat stort Lejerbo

Hos Administrationsselskabet Lejerbo beklager man Lejerbo Koldings beslutning om at melde sig ud af Lejerbo-fællesskabet.


”Det er gode venner og kollegaer, som vi ikke længere skal arbejde tæt sammen med. Det er vi meget kede af,” siger Palle Adamsen, der er direktør for Administrationsselskabet Lejerbo.

”Jeg vil glæde mig over, at vi afleverer en veldrevet boligorganisation med boliger i bedst tænkelige stand til dem, der nu står med hovedansvaret. Og jeg ønsker beboere og ansatte hos Lejerbo Kolding held og lykke i fremtiden,” siger Palle Adamsen.


Også Lejerbo København har den 1. juni opsagt administrationsaftalen med Lejerbo.


Efter udmeldelserne har administrationsselskabet Lejerbo fortsat 49 medlemsorganisationer repræsenterende 34.000 boliger fordelt over hele landet. Før Kolding og København meldte sig ud, administrerede Lejerbo 43.000 Boliger. 

 

Ny fungerende formand

Bent Jacobsens fratrædelse som formand betyder, at næstformændene Anne Sakariassen og Gunnar Sørensen vil fungere som formænd efter vedtægternes forskrifter. Helt konkret vil det dog være Gunnar Sørensen, der overtager opgaverne som fungerende formand, indtil der skal afholdes landsrepræsentantskabsmøde i maj 2018.


”Det er naturligvis en usædvanlig og ærgerlig situation, vi står i lige nu, hvor Lejerbo København har opsagt administrationsaftalen med Lejerbo, og hvor Lejerbo Kolding påtænker at gøre det samme. Men det er en samlet hovedbestyrelse, der bakker op om denne løsning. Og så står vi i bestyrelsen sammen for at værne om fællesskabet i både foreningen og forretningen Lejerbo. Lejerbo har en lang og solid historie, og vi skal fortsat bygge og administrere gode boliger til vores beboere over hele landet”, udtaler Gunnar Sørensen.