Foto: Østjyst Bolig

Foto: Østjyst Bolig

Østjysk Bolig skaffer unge hjemløse tag over hovedet

07. dec 2017

94 unge rykkede sidste år ind i de nye studieboliger på Gøteborg Allé i Aarhus. 15 af boligerne er øremærket hjemløse og udsatte unge, der går på en uddannelse eller forbereder sig på at starte. En social vicevært er med på sidelinjen.


Først skal de have tag over hovedet, dernæst er der ro og energi til at tage en uddannelse. Men de 15 unge, som har været heldige at få en af de attraktive startboliger på Gøteborg Allé 12 i Aarhus Nord, har mere end ”blot” hjemløshed med i kufferten. Psykisk sårbarhed, rodløshed, omsorgssvigt er eksempler på problematikker, som kan spænde ben for et godt voksenliv.

Østjysk Boligs startboligprojekt er for 18-24 årige, der har brug for hjælp til at lære at bo selv. For med koks og kaos i hovedet, kan der nemt gå kuk i betaling af husleje, oprydning, aftaler med kommunen osv. Social vicevært Rasmus Kirkegaard er ansat til at bistå de unge. Til ham tør de ofte tale åbent, for han skriver intet ned, og videregiver kun oplysninger om de unge med deres samtykke.

 

Screening

Alle unge screenes før optagelse. Det er vigtigt at få de rette ind, for kan de alligevel ikke klare at bo i startboligen, risikerer de et nederlag. Dem har de nok af i forvejen. Screeningen foregår i et samarbejde mellem forsorgshjem og den sociale vicevært, baseret på input fra begge parter.

"De skal være villige til at indgå i fællesskabet med andre unge. De skal være motiverede for at rykke sig selv i en retning, der indebærer en uddannelse, som skal påbegyndes inden for to år. Og de skal være parate til at bo for sig selv," ridser Rasmus Kirkegaard op.

De fleste kommer fra et af de tre forsorgshjem for unge, som findes i Aarhus. Her er der en række regler, som skal overholdes. Modsat en studiebolig, hvor forholdene er langt mere frie. Ikke alle klarer overgangen.

"I starten var der en del udskiftning. Nogle blev smidt ud, andre gik selv. Vi er blevet skarpere til at screene."

 

Mangel på billige boliger

En startbolig står aldrig tom ret længe. Behovet er ifølge Rasmus Kirkegaard langt fra at være opfyldt i Aarhus. Den seneste hjemløsetælling fra SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd) i 2015 viste, at 47 procent af alle hjemløse århusianere er mellem 18 og 29 år, mens ungeandelen på landsplan er 33 procent. Antallet af hjemløse i Aarhus Kommune var i 2015 på 668, hvilket er en stigning på 43 procent siden 2009.

"Der mangler boliger, som unge på SU kan betale. Gøteborg Allé kører ikke med venteliste, men så snart der er en bolig ledig, er der adskillige forespørgsler på den. Både fra de forsorgshjem, som vi samarbejder med, og fra andre."

 

Beliggenhed

Studieboligerne på Gøteborg Allé ligger lige ved siden af Århus Akademi og Aarhus Tech. Der er heller ikke langt til hverken universitetet eller midtbyen, som let nås på cykel. Beliggenheden har stor betydning.

"Udsatte unge kan have mange bekymringer, som giver søvnproblemer. Efter en nat, hvor de har sovet dårligt og kommer op et kvarter før skolestart, kan de alligevel nå i skole," forklarer han. Ti ud af 15 unge er pt i uddannelse.

 

En ny start for Jonas

"Jeg har fundet mig selv igen, og jeg har fået ny kampgejst. Jeg får god støtte af Rasmus Kirkegaard, som jeg ser som min ven. Jeg kan være åben over for ham, og hvad vi taler om bliver mellem os."

Store ord fra en smilende Jonas Fraira, som efter fem turbulente år som hjemløs, er superglad for at have fået foden under eget bord på Gøteborg Allé.

Den 22-årige unge mand flyttede ind i september 2016. Han er i gang med at uddanne sig til produktionsteknolog på Aarhus Maskinmesterskole. Fremtiden tegner lys, synes han.

"Jeg drømmer om et godt job, og engang vil jeg gerne have en større lejlighed."

Kun 15 år gammel havnede han i hjemløshed på grund af dårlige forhold i sit barndomshjem. Han sov på sofaer hos venner. Det gav konflikter, og mange venskaber røg sig en tur. Så overnattede han i kældre, og hvad han ellers kunne finde.

Via Ungeindsatsen, et kommunalt Aarhus-projekt for unge hjemløse, fik han plads på forsorgshjemmet i Havnegade. Her var han i to måneder.

"Der var meget uro og intet privatliv. De andre unge havde større problemer end jeg havde, f.eks. med misbrug, som jeg har holdt mig ude af."

Jonas Fraira taler godt de andre unge, som han bor på gang med. Han deltager gerne i fællesspisning, ture ud af huset og andre arrangementer.