Foto: Anne-Mette Welling

Foto: Anne-Mette Welling

Et sjældent tilbud til de 18-årige

31. aug 2017

Aalborg Kommune har en række tiltag i det kriminalpræventive arbejde. Iblandt disse er Ungdomscenter Skuret, som giver udsatte unge 18-25-årige et sted at være i trygge rammer. 

 

To unge mænd står og snakker på parkeringspladsen foran det hus, der går under navnet Skuret. De hilser venligt, ligesom sporadiske håndtryk fra de unge byder en velkommen, når man træder ind i Skurets stue.

”Har I ikke lavet kaffe endnu, hvad får I jeres penge for,” siger en af de unge med et smil til pædagogerne og henviser til, at gæster skal bydes velkommen med noget varmt til ganen.

Ungecenter Skuret er et nybygget hus, der har været i brug i ca. et halvt år, og det ligger i bydelen Nørresundby i Aalborg. Før huset blev bygget, lå ungdomscentret ikke langt fra nuværende placering, og det var et skur – deraf navnet. Skuret er opstået, fordi der lokalt var en gruppe unge, som gjorde området omkring Sundby-Hvorup Boligselskabs boligområde utrygt, men værestedet virker beroligende.

”Det har haft en mærkbar effekt – helt klart,” siger Henrik Rudy Dahl, centerleder for Ungecenter Skuret og Stedet. Stedet er et lignende tilbud, men det inkluderer børn ned til 12 år.

Ungecenter Skuret er opført på en grund, som ligger for sig selv uden direkte naboer.

Skuret har en stue med åbent køkken, hvor et stort bord giver plads til at sidde, selvom der er mange, samt en sofagruppering med dertilhørende fjernsyn. Derudover er der et massagerum, et Playstation-rum og et rum med brætspil og to computere, der bliver brugt til fx at skrive ansøgninger.
Målgruppen for Ungecenter Skuret er unge fra 18-25 år. Det hører under Center for Tværfaglig Forebyggelse i Aalborg Kommune, og værestedet er et resultat af fortløbende tiltag i Aalborg Kommune for at give udsatte unge et opholdssted.

”Jeg havde en institution i Vejgården, som havde ret stor succes med at arbejde med de mest udsatte. Og vi sagde på et tidspunkt, hvorfor prøver man altid at lave noget nyt? Hvorfor lærer man ikke af nogle af disse dygtige pædagoger,” siger Henrik Rudy Dahl.

Relation og tillid

I Skuret arbejder pædagogerne med at skabe relation til de unge, så værestedet kan virke som bindeled til kommune og arbejde.

”Det at have en relation til dem er faktisk rigtig svært, fordi de har så stor mistro til alt og alle, ligeså snart det bare lugter af det offentlige eller politiet. Vi bruger relationen til, at andre trækker på den. Hvis en socialrådgiver eller andre gerne vil i kontakt med de unge – eller de unge gerne vil i kontakt med dem – så går det ofte igennem os,” siger Henrik Rudy Dahl.

I Skuret giver pædagogerne støtte til jobsøgning ved at køre de unge ud med ansøgninger, ligesom de tilbyder hjælp til at skrive dem. De søger også en person til en ny stilling, som skal hjælpe med at etablere jobåbninger. De tager også med til møder på uddannelsesinstitutioner for at hjælpe dem i at fastholde forbindelsen til det pågældende studie.

Skuret har som udgangspunkt åben fra klokken 15-23, undtagen lørdag, hvor der er helt lukket. Men det er fleksibelt, i forhold til hvis der er aftaler om fx at komme at skrive ansøgninger før åbningstid. Pædagogerne har også alle sammen 24 timers-telefon, som brugerne af værestedet kan kontakte dem på.

”Men det er en sandhed med modifikationer – vi har også et privatliv,” fortæller Henrik Rudy Dahl og fortsætter:

”Det er sjældent, man ikke kan få fat i én af os. På den måde har vi altid åbent.”
Det er fortrinsvis unge fra lokalområdet, som kommer i Skuret, men stedet har en stor omgangskreds af faste og løse brugere fra hele Aalborg.

”Jeg vil sige, vi har kontakt til 150, hvor 50 af dem kommer flere gange om ugen, 50 af dem kommer nogle gange om måneden, og 50 kommer sporadisk,” fortæller Henrik Rudy Dahl.

Rækken af kriminalpræventive indsatser virker
Aalborg Kommunes mange og ofte alternative tiltag i deres sociale forebyggende indsats har tilsyneladende en positiv effekt i forhold til dannelsen af bander og konflikter.

”Rent forskningsmæssigt kan vi ikke bevise, at det er den eneste vej at gå. Vi kan bare konstatere, at vi ikke har bandekonflikter – vi har ikke skyderi i gaderne,” siger Denise Bakholm, leder af Center for Tværfaglig Forebyggelse i Aalborg Kommune.

 

Ud over Ungecenter Skuret og Stedet arbejder Aalborg også med:

➜ Normeringer til flere pædagoger i udvalgte børnehaver 

➜ Samarbejde med frivillige organisationer, frikirker, moskéer og hjemstavnsorganisationer 

➜ 10 fritidscentre i udsatte områder for 10-18-årige med råd og vejledning samt opsøgende funktion i gaderne

➜ 3 dages forløb med holdningsbearbejdning i 6. og 8. klasse i forhold til rygning, alkohol og rusmidler

➜ Fritidsjobformidling af Center for Tværfaglig Forebyggelse

➜ Pulje nedsat af byrådet til skabelse af fritidsjob

➜ Bo- og gadeteam til opsøgende arbejde i gaderne for udsatte voksne 

➜ Samarbejde med uddannelsesinstitutionerne med målrettet informationsmateriale. 

Læs også