Foto: Scanpix/Martin Sylvest Andersen

Foto: Scanpix/Martin Sylvest Andersen

Arbejdsløse og efterlønnere får lov til at arbejde frivilligt

30. aug 2017

Det har ikke været uden bekymringer, hvis man som arbejdsløs eller efterlønner havde lyst til at lægge flere timer i det frivillige arbejde. For eksempel i ens boligområde.


For reglerne for frivilligt arbejde har i perioder var så stramme, at det nemt gav risiko for at blive trukket i efterløn eller dagpenge.

Men et bredt flertal i Folketinget blev i lørdags enige om at gøre det nemmere at arbejde frivilligt. 


Dagpengemodtagere kan udføre frivilligt, ulønnet arbejde i en frivillig organisation 10 timer om ugen uden fradrag i ydelsen, mens efterlønsmodtagere må udføre arbejdet 15 timer om ugen uden fradrag i ydelsen.


Det er et lille skridt tilbage, i forhold til den forsøgsordning, der ligger nu, hvor ledige kan arbejde 15 timer. Men til gengæld bliver ordningen permanent.


Afdelingschef for Boligsocialnet og kredskonsulent i BL’s 5. kreds, Jens Løkke Møller, er glad for aftalen.


”Vi er dybt afhængige af frivillige og aktive beboere i vores arbejde, så jo færre begrænsninger, jo bedre for os,” siger Jens Løkke Møller, afdelingschef for Boligsocialnet og kredskonsulent i BLs 5. Kreds.


Frivilligt arbejde er afgørende

I det boligsociale arbejde er frivillige afgørende, blandt andet som lektiehjælpere og i beskæftigelsesrettede projekter i boligområder.

Frivillighed er helt bærende i arbejdet i beboerdemokratiet i almene boliger, hvor afdelingsbestyrelserne er ulønnede og beslutter afdelingens drift, og løser opgaver med alt fra konfliktløsning imellem naboer til at stå for sociale arrangementer.  


Det er regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Radikale Venstre, der står bag aftalen.


Den omfatter også, at personer, der får fleksydelse, kan udføre frivilligt arbejde uden begrænsning i en frivillig organisation. Modtagere af ledighedsydelse kan ubegrænset udføre frivilligt arbejde i en frivillig organisation, hvis de samtidig står til rådighed for blandt andet fleksjob. 


Det har ellers været et omskifteligt år for frivilligt arbejde. Fra marts 2015 til marts 2017 har der været en forsøgsordning. Men da den udløb, vendte man tilbage til den oprindelige aftale, der kun giver tilladelse til fire timers frivilligt arbejde om ugen.

Det var beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) ikke tilfreds med, og forsøgsordningen blev genindført i sommer, så efterlønnere og arbejdsløse frem til nytår kan arbejde 15 timer om ugen.


Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) skriver i en pressemeddelelse, at han er glad for, at et bredt flertal i Folketinget ønsker at styrke det frivillige arbejde i Danmark.


”De mange frivillige er med til at sikre sammenhængskraften i vores samfund, og derfor er det afgørende, at reglerne understøtter lysten til at bidrage. Med dagens aftale lemper og forenkler vi reglerne på dagpenge- og efterlønsområdet, som længe har været efterspurgt. Vi har samtidig lagt vægt på at finde en god balance, så vi ikke lemper reglerne så meget, at de mange frivillige overtager arbejde fra ordinært ansatte.”


Der er afsat 10 millioner kroner ud fra et forsigtighedsprincip, fordi en Deloitte-rapport har peget på, at frivillighed for nogle ledige kan forlænge deres dagpengeperiode lidt.

Partierne bag aftalen vil evaluere de nye regler efter to år.


Download:
Aftale om nye regler om fradrag i forbindelse med frivilligt arbejde