Foto: Boligforeningen Århus Omegn

Foto: Boligforeningen Århus Omegn

Uroligheder går ud over helhedsplan

13. sep 2016

Politiet har fornylig indført visitationszone i boligområderne Rosenhøj og Rundhøj i Aarhus, fordi de vil undgå opgør imellem grupperinger fra de to områder. Direktør fra Rosenhøj ærgrer sig, da de er i sidste fase med stor renovering, der skal forbedre områdets ry.


Hvad gør man som direktør, når man poster en masse penge i helhedsplaner for at vende en negativ udvikling, og der opstår visitationszone i området? Man river sig formentlig i håret. Direktør Leif Jensen, Boligforeningen Århus Omegn, ærgrer sig i hvert fald gevaldigt. For hans afdeling Rosenhøj i Viby trækkes i medierne i disse dage på grund af opgør imellem to grupperinger, hvoraf den anden er fra boligafdelingen Rundhøj, Alboa.

 

Politiet har fundet slagvåben, knojern og peberspray og har vurderet, at der er en øget risiko for et voldeligt opgør og har på den baggrund indført visitationszone i 14 dage.

”Vi gør en kæmpe indsats for at skabe noget godt i Rosenhøj, og beboerne er glade for udviklingen. Så opstår sådanne situationer, som nødvendigvis ikke er beboere fra vores afdeling, men som kommer fra nærområdet. Problemet er blot, at det går ud over beboerne, som føler sig utrygge, og der opstår rygtedannelser,” påpeger Leif Jensen, der efterlyser mere samarbejde imellem boligforeningen og Østjyllands Politi.

 

Hos Østjyllands Politi er man glade for de eksisterende samarbejder imellem politi og boligforeninger i blandt andet Aarhus Syd. Her opfordrer man boligforeningen til at tage fat i dem, hvis man har yderligere behov for at tale.