Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

Call-in benyttes sjældent

22. sep 2016

Der går flere år imellem, at almene boligorganisationer føler det nødvendigt at bruge den såkaldte call-in-bestemmelse.
Det er faktisk kun sket tre gange.

 

2010

Bestemmelsen blev indført ved lov i 2010 og straks taget i brug af Arbejdernes Andelsboligforening i Struer. Beslutningen gjaldt afdeling Baunevænget og omfattede ”Udskiftning af vinduer og døre for at afhjælpe skimmelsvamp og træk, reducere energiforbrug og fremtidssikre bebyggelsen,” oplyste det daværende Ministerium for By, Bolig og Landdistrikter i et notat i 2012.

 

Jan Kunz, som i dag er afdelingsformand i Baunevænget og tillige medlem af boligforeningens bestyrelse, mener ikke, at det dengang var det rigtige at bruge call-in-bestemmelsen.

Arbejdernes Andelsboligforening, Struer Baunevænget – 208 boliger fra 1982-89.

Efter hans opfattelse tog man ikke grundigt nok fat i tekniske problemer i afdelingen og forsøger derfor nu at involvere Landsbyggefonden i en løsning.

 

Jan Kunz har ellers fuld forståelse for, at der er en call-in-bestemmelse.

 

”Der kan være projekter, der er så påkrævende at få sat i værk, at det ikke bare hjælper, at folk stemmer imod, fordi de ikke vil stige i husleje. Der er bestemmelsen god nok. Men det er væsentligt at argumentere for projekter og få dem til at glide igennem, så folk ikke bare føler dem trukket ned over sig,” siger han.

 

2013
I 2013 var bestemmelsen aktuel i Boligselskabet Sjælland. Her blev den brugt til at sikre en helhedsplan i afdeling Kapellanvej/Anders Larsensvej/Sejerøvej i Holbæk. Afdelingen tilhørte før det daværende Boligselskabet af 1939 og havde også en strid med det om helhedsplanen.

Boligselskabet Sjælland. Kapellanvej/Anders Larsensvej/Sejerøvej, Holbæk – 20 boliger fra 1961.

En væsentlig del af striden handlede om skimmelsvamp og årsagerne til det. Striden endte med, at boligselskabets repræsentantskab med 92 stemmer for, 26 imod og 17 blanke stemte helhedsplanen igennem. Siden har afdelingen flere gange nedstemt budget og regnskaber for bebyggelsen.

 

2016
Senest har call-in-bestemmelsen været aktuel den 30. august 2016. Der vedtog repræsentantskabet i Frederikshavn Boligforening ved et ekstraordinært møde, at en helhedsplan skulle gennemføres i afdeling Cloosparken. Forinden havde afdelingen faktisk selv vedtaget planen, men da beslutningen blev taget op hos den igen, faldt den, fordi stemmerne stod lige.

 

Afdelingen omfatter 24 huse. Her var 18 truet af nedrivning, blandt andet fordi de har fået sætningsskader på grund af usikker jordbund. Desuden er de ramt af skimmelsvamp. Frederikshavn Kommune har pålagt boligforeningen ikke at leje enkelte af dem ud på grund af disse problemer, oplyser dens direktør, Kim Madsen.

 

Frederikshavn Boligforening Cloosparken – 24 boliger fra 1954.

Det er lykkedes at finde en løsning, hvor kun 11 huse i afdelingen skal nedrives. To af disse huse havde sat sig så meget, at det ville have kostet 1,5 og 1,7 millioner kroner at udbedre dem.

 

Men nogen let løsning var det ikke at sikre planens gennemførelse over for afdelingens beboere, der ville leve videre i husene i deres dårlige tilstand.

 

”Vi er ikke glade for det og håber, at det er sidste gang, vi skal bruge en call-in”, hed det i indkaldelsen til repræsentantskabet.

 

Nu bagefter siger formanden for Frederikshavn Boligforening, Bjarne Walentin:

 

”Alle boligorganisationer gør alt, hvad de kan, for at få deres beboere med. Det er alt andet lige lettere at få et projekt igennem, hvis de er med på det.”

Boligorganisation sikrer nødvendig helhedsplan