Foto: Anna-Lene Riber

Foto: Anna-Lene Riber

Leder: Store dagsordener - over og under radaren

27. okt 2016

Vi har rejst problemstillingen i offentligheden, orienteret relevante politikere og har også bedt skatteministeren om en tryghed for, at skatten i almene boliger ikke stiger mere end væksten i indkomsterne, dvs. samme tryghed som for ejerboliger, skriver Bent Madsen i Boligens leder.


MANGE STORE POLITISKE dagsordener med betydning for den almene sektor er i spil lige nu. Kontanthjælpsloftet er ikke længere kun en teknokratisk udtalelse om, at det skal kunne betale sig at arbejde. DR har kortlagt, at antallet af rykkere for manglende huslejebetaling er steget siden oktober sidste år, og kommuner forbereder husly til familier, der ikke kan få økonomien til at hænge sammen. Boligorganisationer har informeret, ydet økonomisk rådgivning, lavet småjob m.v. Store indsatser er gjort for at mindske risiciene for, at familier kommer i økonomisk uføre og som konsekvens sættes på gaden. Og der har været stort pressefokus.

 

I begyndelsen af oktober fremlagde regeringen forslag til et nyt ejendomsskattesystem. Det er uklart, hvad effekterne på erhvervsejendomme – herunder almene boliger – bliver. Ved den planlagte ikrafttræden i 2021 kan faktisk ventes et fald i de almene boligers skattebetaling under ét, men det skyldes en skatterabat, som aftrappes over 20 år. Det betyder, at skatten gradvist stiger fra 2022, og et nyt vurderingssystem betyder, at det især rammer etageboliger i større byområder.

 

Vi har rejst problemstillingen i offentligheden, orienteret relevante politikere og har også bedt skatteministeren om en tryghed for, at skatten i almene boliger ikke stiger mere end væksten i indkomsterne, dvs. samme tryghed som for ejerboliger. Det må være oplagt med en sådan ligestilling, men hvordan ejendomsskattereformen ender, eller om der måske bliver valg, er svært at gætte på lige nu. Dansk politik er i en turbulent periode.

På den internationale bane er der røre, og her giver kommende såkaldte ”Basel-krav” anledning til stor bekymring. Basel-komiteen er en gruppe af 28 centralbankchefer fra hele verden, som ventes at anbefale yderligere stramninger af kapitalkravene, så der bliver større sikkerhed for udlån, for at undgå, at vi en dag ender i en ny finanskrise. Bliver anbefalingerne implementeret af EU, kan det betyde stigende låneomkostninger også for den almene sektor – måske i milliardklassen!

 

Foruden samarbejde med finansielle aktører og myndigheder i Danmark, har BL igennem vores europæiske organisation Housing Europe dannet en alliance med ”BL’erne” i Tyskland, Frankrig, Holland og England. Vi er samlet i kontakt med EU-Kommissionen og kommissæren for finansielle anliggender, Valdis Dombrovskis, for at argumentere for, at der indenfor ”social housing” ikke er begrundelser for at skærpe kapitalkravene og dermed øge huslejerne. Tværtimod vil det ramme meget udsatte grupper.

 

Mange vigtige sager er i spil, både under og over radaren i det, der indtil videre ser ud til at blive et meget hektisk politisk efterår.

 

Boligen nr. 11 - 2016

Læs hele Boligen