Foto: Anna-Lene Riber

Foto: Anna-Lene Riber

Leder: Finanslov og ejendomsvurdering

24. nov 2016

Med aftalen om et nyt ejendomsvurderingssystem blev det sikret, at den almene sektor får automatisk tilbagebetaling.

 

 

FREDAG DEN 18. november indgik regeringen forlig om finansloven for 2017 med Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti. For almene boliger var et af de helt spændende punkter, om grundskylden (ejendomsskatten) blev fastfrosset for både ejerboliger og almene boliger.

 

Allerede den 10. november udtalte Det Konservative Folkepartis finanspolitiske ordfører, Brian Mikkelsen, til Boligen, at de konservatives krav om fastfrysning af grundskylden i 2017 også skulle omfatte de almene boliger. Ud over Boligens hjemmeside kommunikerede vi også udmeldingen over Twitter, og der blev også bragt en artikel i Altinget. Det skabte en opmærksomhed om udmeldingen, som også senere blev støttet af alle forligspartier omkring finansloven. I forbindelse med finansloven blev den annoncerede besparelse på boligydelsen også endelig begravet, og her havde Dansk Folkeparti også forud for forhandlingerne klart meldt ud, at de ikke kunne støtte denne besparelse.

 

I forlængelse af aftalen om finansloven blev der også sammen med det radikale og venstre og socialdemokraterne indgået aftale om et nyt ejendomsvurderingssystem. Umiddelbart betyder det nye vurderingssystem, at etageboliger får højere ejendomsværdi, og som vi tidligere har beskrevet, så kan konsekvensen af ejendomsvurderingssystemet kombineret med regeringens forslag til nye ejendomsskatter blive en fordobling af ejendomsskatten for almene boliger. Det er imidlertid meget væsentligt, at der ikke er indgået aftale om ejendomsskatterne. Det fremgår således af aftalen om det nye ejendomsvurderingssystem, at det først kan vedtages, når der senere blandt forligspartierne er indgået en aftale om nye ejendomsskatter. Samtidig har socialdemokraterne signaleret, at et nyt ejendomsvurderings-­ og ejendomsskattesystem ikke må føre til højere skatter for de almene boliger. Det er et meget vigtigt signal.


I de seneste år har ejendomsvurderingen været suspenderet, og visse steder har det betydet, at der er indbetalt for meget i ejendomsskat. Boligejere er blevet lovet automatisk tilbagebetaling, mens den almene sektor er blevet henvist til at klage for at sikre tilbagebetaling, og det er klart uhensigtsmæssigt og fordyrende. Med aftalen om et nyt ejendomsvurderingssystem blev det imidlertid sikret, at den almene sektor får automatisk tilbagebetaling.

 

Set med almene øjne har forligene om finansloven og ejendomsvurderingen således rummet meget vigtige og positive elementer, og det er helt afgørende, at et kommende politisk forlig om ejendomsskatter også lever op til, at ejendomsskatterne for almene boliger fastholdes på samme måder, som det gælder for ejerboliger.

 

Boligen nr. 12 - 2016

Læs hele Boligen