Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

Antallet af dømte unge er halveret

18. nov 2016

Det er mest butikstyveri, der frister de unge, viser nye tal fra Danmarks statistik.


De unge mænd, der i 2015 fyldte 18 år, havde halvt så mange domme for lovovertrædelser som dem, der fyldte 18 år i 2006. Ni procent af de unge mænd, som fyldte 18 år i 2006, havde én eller flere domme. De efterfølgende år, har antallet af dømte unge været konstant faldende. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

 

Det er hovedsageligt domme for butikstyveri og voldsdomme, der går igen i statistikkerne over unges forbrydelser. Ser man på den samlede andel af domme for de unge mænd, var 24 procent af de 18 årige i 2006 dømt for voldsforbrydelser, og 12 procent var dømt for butikstyverier. De unge mænd, der 10 år senere i 2015 fyldte 18 år, var betydeligt mindre voldelige. Kun 19 procent af dem var dømt for vold. Til gængæld var antallet af unge mænd, som begik butikstyverier steget. 23 procent af de unge mænd, der i 2014 fyldte 18 år havde en dom for butikstyveri.

Samme tendens blandt unge kvinder
For de unge kvinder i samme aldersgruppe er der også tale om et faldende antal af domme. Mens ni procent af de 18-årige drenge i 2006 var dømt for en kriminel handling, var det tilsvarende tal for pigerne kun tre procent. Også hos pigerne faldt kriminaliteten i de efterfølgende 10 år. I 2015 var der således en tredjedel færre af pigerne i aldersgruppen, der var dømt for en lovovertrædelse. Hos generationen, der var født 10 år senere, er typen af kriminalitet anderledes. Der er heller ikke helt så store og éntydige forandringer i forhold til typen af kriminalitet. For alle årgangene har størstedelen af dommene været for butikstyveri, og for kvinderne der fyldte 18 år i 2015 udgør butikstyveri hele 67 procent af den samlede andel domme.

 

Undersøgelsen fastslår, at andre faktorer kan spille ind. Stigningen i domme for butikstyveri kan eksempelvis hænge sammen med, at der de seneste år er satset markant på videoovervågning og detektiver i butikkerne. Det kan betyde, at de unge lettere bliver opdaget, hvis de begår tyveri og flere bliver derfor dømt for det.

Flere forskere peger ifølge undersøgelsen på, at ændret adfærd for eksempel en mindre gadeorienteret livsstil og mindre brug af alkohol og stoffer kan have en forklaring på, at ungdomskriminaliteten falder. I både Norge, Sverige, England og Holland ses en tilsvarende udvikling.

 

Hos årgangen, der var født i 1965, var der flest unge mennesker, der har taget turen på den kriminelle løbebane, inden de var fyldt 18 år.

 

Se analysen fra Danmarks statistik her.