Foto: Stefan Kai Nielsen

Foto: Stefan Kai Nielsen

Plads til alle i København

01. mar 2016

Socialdemokraterne melder nu klart ud, at de ikke støtter ændringerne af planloven, hvis ikke man kan sikre op til 25 procent almene boliger i de store byer.

 

På en diset og råkold formiddag i februar havde Københavns overborgmester, Frank Jensen, og Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, sat hinanden stævne på 12. etage i dét, der engang var to cementsiloer, men som i dag huser eksklusive kontorlokaler. Og mødestedet var valgt ud fra den betragtning, at her kunne man få syn for sagen, hvis man vil have overblikket over, hvordan udviklingen i Københavns Nordhavn er lige nu.

 

Frank Jensen har længe kæmpet for, at man i de nye byudviklingsområder med planloven i hånden fortsat skal kunne sikre, at op til hver fjerde bolig er almen. Sådan som det blev muligt med en planlovsændring, som trådte i kraft i foråret 2015. Men også en ændring, som den nuværende regering har bebudet, at man vil rulle tilbage i forbindelse med en større revision af planloven. Det sker som led i den vækstplan, som erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen introducerede sidste efterår. 

 

”Vi har stillet som ultimativt krav, at de her ændringer, som regeringen lægger op til, skal af bordet,”

Mette Frederiksen, Socialdemokraternes formand.

Ultimativt krav
Men i februardisen over Københavns Havn kunne Mette Frederiksen forsikre Frank Jensen, at det i hvert fald ikke vil komme til at ske med socialdemokratiske stemmer:

 

”Vi har stillet som ultimativt krav, at de her ændringer, som regeringen lægger op til, skal af bordet,” forsikrede Mette Frederiksen og erklærede sig arg modstander af, at man i de store byer, hvor grundpriserne er højest, kun satser på at bygge boliger til folk med meget høje indkomster.

 

Fra toppen af ”Portland Towers”, som de gamle cementsiloer nu hedder, kan man kigge ned på Århusgadekvarteret, der er planlagt, før 25 procentsreglen blev indført. Her kommer der 150 almene boliger svarende til syv procent af det samlede antal boliger. Kigger man nordpå, ser man Sund-molen og Levantkaj, hvor planlægningen er faldet på plads under den gældende planlov. Det betyder 20 procent almene boliger på Sundmolen og 25 procent på Levantkaj. Samlet set betyder det flere end 1.000 almene boliger i det eksklusive nye københavnske vækstområde i havnen ud for Østerbro.

 

Det er hensigten, at der i København skal bygges 8.200 almene boliger de næste 10 år. Rulles planloven tilbage som led i regeringens vækstplan, vil 3.300 af dem næppe blive bygget, er vurderingen fra overborgmester Frank Jensen.                      

 

Klik på kortet og hent kortet i fuld størrelse.

 

 

 Boligen nr. 3 - 2016