Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

Også blå vælgere er imod at skære enlige forsørgere i kontanthjælpen

12. mar 2016

Ny meningsmåling viser også, at et stort flertal af vælgerne går ind for, at stramninger skal indføres gradvist.

 

I den kommende uge skal Folketinget 2.- og 3.-behandle regeringens forslag om et ”moderne kontanthjælpsloft”. Forslaget vil blandt andet betyde en kraftig reduktion i rådighedsbeløbet for enlige forsørgere på kontanthjælp, som i gennemsnit vil få reduceret rådighedsbeløbet med 22.000 kroner årligt svarende til cirka 20 procent.

 

Men en så kraftig reduktion er danskerne slet ikke enige i, viser en ny meningsmåling foretaget af A&B Analyse for fagbladet Boligen. Hele 47,9 procent mener slet ikke, at enlige med børn skal have skåret i kontanthjælpen, mens 21,7 procent mener, at de højst må få reduceret rådighedsbeløbet med 10 procent.

 

Og også blandt vælgere i blå blok er der stor modstand imod at reducere markant i kontanthjælpen til enlige forsørgere. Hvis man tager dem, som enten svarer, at kontanthjælpen ikke må reduceres eller højst må reduceres med 10 procent, så er der iblandt Venstres vælgere 56,6 procent, der mener det, og tallene for de øvrige partier i blå blok er: Liberal Alliance 34,1, Konservative 60,0 og Dansk Folkeparti 64,3.

 

Såfremt Folketinget vedtager det moderne kontanthjælpsloft, vil reduktionerne i kontanthjælpen blive en realitet allerede fra 2016, men også en sådan umiddelbar indførelse af de ny satser er der stor modstand imod blandt vælgerne. Således mener 81,4 procent, at reduktionerne bør indføres gradvist, og det er både røde og blå vælgere enige om.

 

A&B’s analyse er foretaget i dagene 4. - 7. marts og omfatter 1.050 respondenter. Alle tal fra meningsmålingen kan ses her:

 

Vælgernes holdning til kontanthjælpsloftet

 

Læs alt om debatten om kontanthjælp her