Foto: Local Eyes

Foto: Local Eyes

Indblik: Bombe i valgkampen

01. mar 2016

Den 27. maj havde statsminister Helle Thorning-Schmidt udskrevet folketingsvalg til afholdelse den 18. juni.

 

Den 9. juni, hvor politiet blev angrebet i Vollsmose, var valgkampen intens. Regeringen var blandt andet under angreb for fejlslagen integration og blødsødenhed over for kriminelle indvandrerunge.

 

Den 10. juni – dagen efter de voldsomme optøjer i Vollsmose – skulle daværende justitsminister, Mette Frederiksen, om formiddagen fremlægge regeringens udspil for en hårdere bekæmpelse af bande- og rockerkriminalitet.

 

”Der er ingen, der skal kaste med sten efter offentligt ansatte. Uanset om det er politifolk, ambulancepersonale eller buschauffører,” sagde den daværende justitsminister, som videre meddelte, at flere bør udvises for sådanne forseelser.

Venstres statsministerkandidat, Lars Løkke Rasmussen, skulle samme onsdag have været i Helsingør for at dele bolsjer og pjecer ud om eftermiddagen. I stedet kørte han til Odenseforstaden, hvor han med et betydeligt presseopbud besøgte Vollsmoses lokale politistation.

 

Her kunne han i en passende kulisse lidt over middag kommentere regeringens tryghedsudspil, som Mette Frederiksen havde fremlagt om formiddagen.

 

”Socialdemokraterne lovede i valgkampen i 2011, at der skulle 200 nye betjente til de udsatte boligområder. Hvor er de?” spurgte han.

Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti meddelte samme formiddag, at minimumsstraffen for angreb på politi skal være et år.

 

I de følgende dage kunne medierne bringe daglige referater af politiets arbejde med sagen og høste politikernes daglige kommentarer til samme. I alt blev der ifølge Infomedia i dagene fra den 9. juni til valgdagen den 18. juni bragt 665 artikler og indslag om Vollsmose i medierne. Den 18. juni om aftenen stod det klart, at oppositionen med Lars Løkke Rasmussen i spidsen havde vundet valget med et mandats flertal.

Efterspil

I de efterfølgende dage og måneder identificeres en del af gerningsmændene. Ifølge Fyns Politis tidligere politidirektør, Poul Løhde, især fordi beboere i Vollsmose i dag er i tættere og tryggere dialog med politiet end tidligere.

 

I januar i år dømmes otte unge imellem 15 og 18 år ved retten i Odense for om aftenen den 9. juni i Vollsmose at have angrebet politi med sten og molotovcocktails.

 

Alle otte får en fængselsdom på otte måneder – og fire af de unge er tilmed blevet idømt betinget udvisning.

 

Ifølge lederen for Vollsmoses politi, Per Franck, var adskillige betjente i livsfare den 9. juni om aftenen.

 

Dertil kommer, at de voldsomme begivenheder, som omfattede råb, brand, skrig og vold vil sætte betydelige og langtrækkende spor på beboernes opfattelse af deres tryghed i boligområdet.

Farlige naboer

Indblik: Bomber er ikke nok til udsættelse
Indblik: Da Bøgetorvet blev en krigszone

Klokken 20.05 om aftenen den 9. juni 2015, mens beboerne blandt andet følger optaktsudsendelser til det forestående folketingsvalg i tv, kører en politibil ind på Bøgetorvet i Vollsmose.

Indblik: Bombe i valgkampen

Den 27. maj havde statsminister Helle Thorning-Schmidt udskrevet folketingsvalg til afholdelse den 18. juni.

Indblik: Er der for svært at opsige?

Beboere, som har begået personfarlig kriminalitet i boligområdet, kan opsiges. Det slog Højesteret fast i 2013. Men fungerer loven efter hensigten? Boligen har spurgt på Christiansborg og i organisationer.