Foto: Kurt Johansen

Foto: Kurt Johansen

Det er os, der bestemmer her

01. mar 2016

Børnene i fsb-afdeling Gravervænget/Møller­lodden på Nørrebro har dannet deres egen bestyrelse. Det giver dem viden, ansvar og mulighed for at inviterehele karreen på skøjtetur på Gen­for­enings­pladsen.

 

Det store spørgsmål på bestyrelsesmødet er, hvordan holdene skal sættes, og hvordan en indendørs fodboldturnering med børnebestyrelsen fra en boligforening i Sydhavnen skal tilrettelægges. 

 

Børnene har tjek på fodbold og på de psykologiske mekanismer, der kan spille ind, når holdene skal dannes, og kampene spilles. 

 

Der er enighed om, at det ikke skal være pigerne imod drengene, og at holdene skal blandes, så man ikke spiller Sydhavnen imod Bispebjerg – og systemet med ”førstevælger” er kedeligt for dem, der bliver valgt til sidst. 

”Jeg ville gerne være med til at gøre kvarteret bedre for os, der bor her,”

12-årige Rayan, beboer.

Spørgsmålet ender med en afstemning, og resultatet er, at man tæller 1-2-3-4, og jubelen er stor, da familiemedarbejder Sejaan Mahyeddine røber, at turneringen vil få en semiprofessionel dommer.

 

Børnebestyrelsen i fsb-afdeling -Gravervænget/Møllerlodden er i gang med årets første bestyrelsesmøde. Foruden de sædvanlige formalia er fodboldturneringen og en skøjtetur til Genforeningspladsen de to store emner, der skal drøftes. 

 

Nye ord og bedre til dansk
Bestyrelsesmedlemmerne er imellem 9 og 14 år, og de fleste har siddet i -bestyrelsen, siden den blev dannet for halvandet år siden. De har alle deres personlige grunde til at stille op til -bestyrelsen. Ali på 13 siger, at han ikke havde noget at lave i fritiden, så bestyrelsesarbejdet lokkede. Det har samtidig lært ham betydningen af nye ord som dagsorden og ordstyrer, og han synes, det er med til at gøre ham bedre til dansk i skolen. 

 

”Jeg ville gerne være med til at gøre kvarteret bedre for os, der bor her,” siger 12-årige Rayan og tilføjer, at hun synes, det er lykkedes. Kollegaen Sarah, der også er 12 og valgt som formand, fungerer som ordstyrer på aftenens møde. Hun siger, at det er spændende at lære, hvordan et demokrati fungerer. 

 

”Og det er sjovt at være med til at hjælpe andre og lave arrangementer,” siger hun. Både Ibrahim og Ayad nævner, at bestyrelsesarbejdet giver dem mulighed for at lære andre mennesker at kende og føle sig mere trygge i gården og området.   

 

Younis på 13 konstaterer, at de også lærer en masse om kommunikation, og Sarah tilføjer, at det ikke længere er pinligt, hvis man skal ringe på døren til andre menneskers lejlighed. 

 

Skøjteturen
Og ringe på hos andre skal de, for dag-s-ordenens- andet store punkt handler om at planlægge en skøjtetur til banen på Genforeningspladsen. Det praktiske får de hurtigt styr på, og det ligger klart, at børn ikke kan deltage, hvis ikke der også er en voksen fra familien med. Der skal rigtig mange forældre med, for børnene kan jo falde og slå sig. 

 

”Vi kan jo ikke tage ansvaret for 100 børn på skøjter, hvis ikke der er forældre med,” siger Sejaan Mahyeddine. 

 

Bestyrelsen bliver enig om, at foruden opslag og mundtlig opfordring til alle de beboere, man møder, er det en god idé at gå rundt i opgangene og sælge billetter til turen. Prisen bliver overkommelig, og Sejaan og den anden familiemed-arbejder, Sarah Bjørg Sigurdsson, sørger for at printe billetter. 

 

Der er dog et problem. En kvinde i området er kendt for at kaste bananer og råbe ukvemsord efter børnene i gården. Hende er der ingen, der har mod på at ringe på hos.  

 

Demokratispil og valg
Familiemedarbejder i fsb’s Beboer-projekt Bispebjerg, Sejaan Mahyeddine, var en af initiativtagerne til at etablere børnebestyrelsen i en nærliggende -boligafdeling for et par år siden, og ideen bredte sig. Børnene dannede -deres egen bestyrelse her i afdelingen Gravervænget/Møllerlodden i august 2014.

 

”Vi havde jo længe drøftet, hvordan vi kunne gøre beboerdemokrati og medindflydelse spændende for børn, og blev enige om, at det kunne vi bedst ved at give dem medindflydelse,” siger Sejaan Mehyeddine. 

 

Børnene blev indbudt til møde, de spillede et børnedemokratispil, og på et senere møde, som alle børn i beboer--foreningen var inviteret til, blev bestyrelsen valgt – og efterfølgende præsenteret for deres ”samarbejdspartnere”, voksenbestyrelsen. 

 

”De fungerer godt. De skaber en masse glæde, får en masse ansvarsfølelse, og jeg synes, vi har opnået det, vi ville, nemlig at lave en demokratisk læreproces,” siger han og tilføjer, at ideen har bredt sig, så der nu er dannet en håndfuld børnebestyrelser, og flere medarbejdere i beboerforeninger har henvendt sig for at få viden om, hvordan de skal inspirere børnene i deres afdeling til at lære om demokrati og medbestemmelse på denne måde.  

 

Kommende beboerdemokrater 
Formanden for voksenbestyrelsen i fsb Gravervænget/Møllerlodden, Niels Dolmer, er begejstret for kollegerne i børnebestyrelsen.

 

”Essensen er jo nok, at det skal have en opdragende effekt,” siger han.

60-70 procent af beboerne har udenlandsk baggrund, og mange af dem kommer fra lande uden demokrati og mulighed for indflydelse og uden tro på, at man kan få indflydelse. Men igennem børnenes bestyrelsesarbejde og oplevelsen af, at man både kan blive hørt og få sine ideer gennemført, skaber man kommende beboerdemokrater. 

 

”Der er virkelig tale om beboerdemokrati i detaljen – børnene fokuserer på arrangementer og bedre legetøj i gården. Når man bliver ældre, handler det mere om jura, økonomi og den slags. Men det begynder med oplevelsen af, at man bliver hørt og kan få sine ideer gennemført,” siger han.

 

Derfor bakker voksenbestyrelsen også op og følger op med økonomisk støtte til arrangementer, eller så børnene for eksempel fik ens T-shirts. 


Boligen nr. 3 - 2016