Foto: Thomas Arnbo

Foto: Thomas Arnbo

Når flytningen er ufrivillig

19. maj 2016

”Så kom dagen, som jeg har frygtet så længe,” siger hun med et stramt smil, da vi møder hende i døren til boligen på Betty Nansens Alle på Frederiksberg. Pia Munk sidder i kørestol på grund af rygmarvsbrok, og hendes nerver er uden på tøjet, for om kort tid skal hendes hjem igennem mere end tyve år gennemgå en gennemgribende renovering.

Imens skal Pia Munk genhuses, og på grund af hendes handicap må hun overlade flytningen til to flyttemænd, der allerede er i gang med at pakke hendes private ejendele i kasser. 

Det svære er, at jeg ikke selv kan deltage i at pakke, men også de øvrige beboeres sager har påvirket mig.

Pia Munk, beboer

Krisemøder med nervøse beboere
”Det svære er, at jeg ikke selv kan deltage i at pakke, men også de øvrige beboeres sager har påvirket mig. Mange får let nerver på, fordi de ikke kan kapere, hvad der foregår omkring dem,” siger hun og tilføjer, at hun jævnligt er rykket ud til timelange samtaler med fokus på at berolige de mest nervøse beboere. Især de psykisk syge har haft brug for ekstra støtte undervejs.


”Et par enkelte beboere vil slet ikke flytte. Heldigvis hjælper kommunen og beboernes personlige hjælpere, men i værste fald kommer der politi og foged på.”


Samtalerne startede for mere end to år siden, hvor de 63 beboere på Betty Nansens Alle fik besked om, at de skulle ud.


”Siden dengang har jeg faktisk gået og tænkt på flytningen stort set hver dag,” konstaterer Pia Munk, der både er med i afdelingsbestyrelsen og en følgegruppe, der har fungeret som bindeled imellem beboerne, kommunen og boligorganisationen Frederiksberg Forenede Boligselskaber, der administreres af administrationsselskabet KAB.


Følgegruppen har holdt møde hver anden måned, og hver tredje uge har der været ekstra møder, hvor selve genhusningen har haft al fokus. Manglen på tilgængelige boliger blev et genkommende tema. 


Mangel på tilgængelige boliger

”Først fik jeg tilbudt en stuelejlighed med syv trappetrin op til boligen – og uden elevator. Jeg skrev til KAB’s koordinator, at jeg håbede, at hun ville læse bedre på lektien næste gang. Ikke alle beboere ville kunne klare det så godt som jeg,” siger Pia Munk.


En anden beboer skulle vente på en bolig, der lå højt nok væk fra gadeplanet, ”på grund af sine nerver”, og en tredje manglede en handicapparkering i nærheden af sit nye hjem, da han blev genhuset.


”Pludselig fandt vi ud af, at det tog seks uger at ansøge om parkering. Politiet og flere instanser skulle indover.”

For halvanden måned siden fik Pia Munk tilbudt den perfekte bolig. Stueetagen i et rækkehus i den grønne oase Solbjerg Have ligger blot et par kilometer væk fra hendes nuværende hjem. Boligen er alt det, hun har drømt om, men der er også andre årsager til, at hun ikke vender tilbage til Betty Nansens Alle om to års tid.


”Jeg har valgt det nye som permanent bolig. Jeg orker ikke al den hurlumhej omkring flytningen en til gang.” 


Altan forbudt for kørestolsbrugere

Naboen Julie Pedersen var også tæt på at takke ja til en permanent genhusning. Men hun ændrede mening, da hun flyttede ind i sin nye bolig.


”Den var ikke optimal. Her er kun en enkelt elevator, og når den går i stykker, er vi på røven. Jeg kan heller ikke komme ud på altanen som kørestolsbruger. Er det virkelig det bedste, du kan tilbyde mig, spurgte jeg koordinatoren fra KAB, og det var det.”


”Markedet flyder ikke over med handicapvenlige boliger,” lyder svaret fra KAB’s kundechef, Kim Geertsen. ”Derfor gik vi tidligt i gang og fik fortrinsret til boliger hos boligorganisationerne. Men der vil altid opstå komplikationer, som vi ikke kunne have forudset. For eksempel viser det sig, at mange respiratorbrugere har så tunge kørestole, at de sætter mærker i nogle typer gulve,” siger han og understreger, at KAB heller ikke kan diktere de kommunale arbejdsgange, når forskellige myndigheder er involveret.


”Nøglen er god tid, og vi giver altid interessenterne besked, halvanden måned før en beboer skal genhuses.”


En flyttemand banker på døren. Han har to dåser hakket tomater imellem hænderne. ”Ikke fordi jeg skal blande mig. Men udløbsdatoen er 2011. Skal jeg smide dem ud?”


Pia Munk nikker og forklarer, at dåserne har forputtet sig sammen med en mængde støv i et højt køkkenskab, og hun kan ikke nå hylden fra kørestolen.


Det tager en dags tid at pakke hele hjemmet ned i flyttekasser. Dagen efter møder vi hende på den nye adresse, hvor to flyttemænd er i gang med at hænge reoler op. Hun er selv i gang med at tømme postkassen.


”Jeg har søgt om at få lagt fliserne om på terrassen, så jeg nemmere kan komme ind med min kørestol,” siger hun.


Der mangler også en rampe, der skal gøre det nemmere at komme ind i boligen, og så skal hun igennem en kamp med kommunens ergoterapeut, før hun for alvor kan slappe af i det nye hjem. Hun kæmper for at få trukket strøm ud til sin terrasse, så scooteren kan holde udenfor.


”Min ergoterapeut vil have, at jeg skal holde min scooter inde i stuen. Det er jeg utilfreds med. Det vil ødelægge det lyse gulv, og om vinteren hænger der masser af is og sne under scooteren.” 

HANDICAPBOLIGER PÅ FREDERIKSBERG SKAL TOTALRENOVERES

63 handicapboliger på Betty Nansens Allé 57-61 skal totalrenoveres, fordi bygningen er nedslidt, og giftstoffet PCB er fundet i byggeriet. Boligafdelingen blev opført i 1970 af Vanførefonden og er i dag en afdeling under Frederiksberg Forenede Boligselskaber, der administreres af KAB.


Det nye byggeri bliver en blanding af ungdomsboliger og ældreboliger i forskellige størrelser, og stueetagen skal huse virksomheder med socialøkonomisk sigte.

Renoveringen går i gang omkring efteråret 2016 og forventes at tage to år. Rambøll og ONV Arkitekter er tilknyttet som rådgivere.

Læs også