Indblik

Foto: Thomas Arnbo

Indblik: T13 samler Tranemosegård

02. maj 2016

I boligafdelingen Tranemosegård i Brøndby Strand står to gamle blå skibscontainere, som har tiltrukket sig stor opmærksomhed fra beboerne. Containerne danner ramme om genbrugsbutikken T13, som i samarbejde med kunstneren Thomas Dambo blev opført i september sidste år. Hans speciale er genbrugskunst, oftest store træskulpturer fremstillet af genbrugstræ og andre genbrugsmaterialer, som han finder i baggårdscontainere og på genbrugsstationer.


Denne genbrugsfilosofi er nu også blevet anvendt på genbrugsbutikken i Brøndby Strand, hvor containerne har fundet fast forankring blandt beboerne. Containerne har fået isat vinduer og er blevet indrettet med inventar fra en tidligere Tiger-forretning. Alt er genbrug, og i den pladsmæssigt trange, men hyggeligt indrettede genbrugsbutik, hænger tøjet eksempelvis på tøjstativer, som er fremstillet af gamle ribber fra en gymnastiksal.

 

Beboerdrevne genbrugsbutikker har længe eksisteret i de almene boligafdelinger. Udbredelsen og det præcise antal er ukendt, men en rundspørge hos landets fem største almene boligorganisationer tegner et billede af, at genbrugsbutikker og beboerdrevne værksteder med fokus på reparation og genanvendelse er et fænomen, som i disse år vinder indpas i boligafdelingerne.

 

Social gevinst i genbrug
Genbrugsbutikken i Brøndby Strand har på kort tid fået en vigtig social funktion i lokalområdet, ikke bare blandt kunderne og de frivillige beboere, som står for driften. Genbrugsbutikken er også blevet led i en beboers aktiveringsforløb og har desuden tilknyttet et par lokale unge i lommepengejob. Butikken omsætter for cirka 4.000 kroner om måneden, et beløb, som går direkte til ”T13’s Børnefond”, som arrangerer kolonier, udflugter og ture til museer og attraktioner for boligafdelingens børn.

Jeg er overrasket over, at der har været så stor interesse, både for at handle her og donere ting til butikken. Jeg tror, at sådan et sted er med til at give en større grøn bevidsthed, hvor man ikke bare smider tingene ud.

Yvonne Mathiesen

”Vi har oplevet en kæmpe beboerinteresse, lige siden vi åbnede. Der er ingen tvivl om, at butikken er en hjælp i hverdagen for de, som ikke har så mange penge på husholdningsbudgettet,” fortæller Gitte Diness, som er leder af genbrugsbutikken og den tilknyttede Cafe 13.


Genbrugsbutikken kom til verden som en del af Rambøll-projektet ”Plant et frø for nye fællesskaber” på en bevilling fra det tidligere Ministerium for By, Bolig og Landdistrikter. Projektet har søsat tre forskellige projekter i boligafdelingerne Folehaven i Valby, T13 i Brøndby Strand og Skoleparken i Helsingør.

 

Målet er at undersøge, hvordan man kan skabe vedvarende fællesskaber omkring bæredygtige projekter, som beboerne kan drive videre i fællesskab.

 

”Jeg er overrasket over, at der har været så stor interesse, både for at handle her og donere ting til butikken. Jeg tror, at sådan et sted er med til at give en større grøn bevidsthed, hvor man ikke bare smider tingene ud,” fortæller Yvonne Mathiesen, som er en af genbrugsbutikkens frivillige medarbejdere.

Et andet fællesskabsprojekt foregik i Folehaven i Valby, hvor projektet havde til formål at skabe et hyggeligt miljø på et trist og gråt torv.

 

Sammen med landskabsarkitektfirmaet Creative Roots byggede beboerne borde, bænke og blomsterkasser af gamle europaller, som blev opstillet uden for den lokale beboerdrevne genbrugsbutik.

 

Aktiviteterne har betydet, at folk nu bruger torvet som samlingssted, mens de unge, som tidligere lavede larm og skabte utryghed
med hashsalg, nu stille og roligt er forsvundet. Samtidig har projektet øget opmærksomheden og ejerskabet omkring genbrugsbutikken.

 

”Det går helt fantastisk i øjeblikket og meget bedre end forventet. Kundetilstrømningen og omsætningen er øget, og folk indleverer i langt højere grad end tidligere,” fortæller Ingelise Holst, som er frivillig i genbrugsbutikken.

 

Der er altså god grund til at lade tøj og andet gå i cirkulation i den lokale boligafdeling, hvor genbrugsbutikkerne bidrager til både nye positive fællesskaber og forøget omtanke for miljøet.

Deleøkonomi

Indblik: Deleøkonomien stortrives i det almene
Indblik: T13 samler Tranemosegård

Pengene går til aktiviteter for børnene. Og for 4.000 om måneden kan man en del.

Indblik: Almene boligorganisationer er skabt til deleøkonomi
Indblik: Danskerne om deleøkonomi

En beboerdrevet byttecentral er på kort tid blevet et populært omdrejningspunkt i Peberhaven i Herlev. Her bytter beboerne sig både til en bedre økonomi og et bedre socialt liv.

Indblik: I Peberhaven bytter man sig til en bedre økonomi

En beboerdrevet byttecentral er på kort tid blevet et populært omdrejningspunkt i Peberhaven i Herlev. Her bytter beboerne sig både til en bedre økonomi og et bedre socialt liv.