Foto: Stefan Kai Nielsen

Foto: Stefan Kai Nielsen

Dette er (heller) ikke en fusion

18. maj 2016

Under to år efter Boligforeningen 3B flyttede sammen med Boligkontoret Danmark, indleder boligorganisationen et tæt parløb med administrationsselskabet KAB. It og kampen om at bygge i København er en del af forklaringen. 

 

Under to år efter Boligforeningen 3B flyttede sammen med Boligkontoret Danmark, indleder boligorganisationen et tæt parløb med administrationsselskabet KAB. It og kampen om at bygge i København er en del af forklaringen.

 

I september 2014 besøgte Boligen Havneholmen i det eksklusive ny kvarter i Københavns Sydhavn for at høre om, hvorfor 3B og Boligkontoret Danmark var flyttet sammen i et nybygget fællesskab. Historien handlede om synergier og potentialer i et tæt samarbejde. Så tæt, at medarbejdere fra de to boligorganisationer kom til at dele lokaler, og selv direktørerne sad på samme kontor. Det var et slags bofællesskab, men ikke et kollektiv, hed det. Det var altså ikke en fusion.


I maj 2016 er Boligen atter inviteret til bygningen på Havneholmen, hvor 3B stadig deler adresse med Boligkontoret Danmark, men hvor dagsordenen nu er, at man har indgået et ”stærkt strategisk partnerskab” med KAB, som det blev udtrykt i en pressemeddelelse. Budskabet vakte en del furore blandt de almene konkurrenter i hovedstaden. For med langt over 60.000 lejemål vil en tæt alliance – uanset dens formelle status – imellem 3B og KAB gøre dem til den største almene spiller i Storkøbenhavn. Og i Danmark.


De to direktører og de to formænd er dog uforstående overfor, hvorfor det skulle være så interessant, men omvendt har de store forventninger til samarbejdet, som blandt andet skal ruste dem i forhold til at kunne bygge og ekspandere på det benhårde københavnske marked. Jens Elmelund er direktør i KAB, Morten Boje er direktør i 3B, mens Kjeld Poulsen og Steffen Morild er formænd i henholdsvis KAB og 3B, og sammen har de indgået en tresiders partnerskabsaftale, der skal evalueres hvert halve år. 


Økonomisk snusfornuft

De fire nævner først og fremmest byggeområdet, it og lokale samarbejder, som de områder, hvor de vil udvikle et samarbejde. Hvad angår it og administrative systemer, går KAB nu over til den platform, som 3B hidtil har været på, nemlig Unik.


Jens Elmelund: ”I og med at vi får en fælles administrationsplatform, er der nogle lag, vi kan bygge ovenpå. Lidt primitivt kan man udtrykke det sådan, at kan vi udvikle en selvbetjeningsknap, der vil være værdifuld for vores beboere, så er den knap jo ligeglad med, om den skal betjene 50.000 eller 65.000 lejemål. Så der er bare noget økonomisk snusfornuft i at lave noget i fællesskab.”


Kjeld Poulsen: ”Vi havde nok under alle omstændigheder skiftet til Unik. Men når vi nu udvikler på it sammen, så får vi et bedre produkt til en bedre pris. Vi har jo samarbejdet med 3B om byggeri i mange år. Vi har fx bygget Brohuset og Sejlhuset i Ørestad sammen, og vi har talt løbende om at samarbejde. Men nu, hvor en effektivitetsdagsorden rykker tættere på, er det blevet nærliggende at tage dette skridt.”


Steffen Morild: ”Københavns Kommune har meldt ud, at man gerne så, at vi lavede nogle strategiske samarbejder, og det har vi også lyttet til. Og da vi fandt ud af, at KAB skiftede it-platform, så begyndte Kjeld og jeg at tale sammen, og vi fandt ud af, at vi har mange sammenfaldende interesser.
Flere end vi måske havde troet.”


Morten Boje: ”Nu er vi begge to store i hovedstadsområdet, hvor vi har nogle fælles udfordringer. Og dem fandt vi ud af, at vi ser ens på. Vi vil gerne være en del af at være med til at skabe et sammenhængende hovedstadsområde, hvor der er plads til folk også med almindelige indkomster, og det kan vi bedre i et samarbejde.” 


Næppe færre medarbejdere

Og netop byggeri er centralt i samarbejdet imellem 3B og KAB. De vil ikke længere slås om de samme byggegrunde i København.


Jens Elmelund: ”Det bruger vi kræfter på hver især. Nu kan vi lave et mere koordineret bud og nogle stærkere projekter.”


Kjeld Poulsen: ”Vi skal ikke ligge og slås med hinanden og hver især komme med store udbudsmaterialer. De koster jo 300.000-400.000 kroner bare at sætte i gang. Vi har samarbejdet før, men nu gør vi så samarbejdet mere officielt, og vil udvide det til andre områder, og de områder drejer sig om service og om økonomi.  Men først og fremmest service. Vi håber, at vi kan betjene vores beboere bedre.”


Bliver det også billigere?


Kjeld Poulsen: ”Ja, det gør det.”


Hvad er vigtigst? At det bliver bedre, eller at det bliver billigere?


Kjeld Poulsen: ”Du kan ikke sætte det op imod hinanden. Men når vi sparer på investeringerne, så smitter det af på driftsomkostningerne. Men vi vil ikke gøre det billigere for at gøre det dårligere.”


Steffen Morild: ”Det er jeg enig i. Vi går ikke ensidigt efter en økonomisk bundlinje. Det har vi diskuteret grundigt i vores beboerdemokrati, vi har sociale forpligtigelser i vores DNA, og det er vi også enige med KAB om.”


Er det lokale samarbejde i beboerdemokratiet, eller er det også i driften?


Kjeld Poulsen: ”Det er også i driften.”


Betyder det, at I kan spare nogle medarbejdere nogle steder?


Steffen Morild: ”Ikke umiddelbart.” 


På vej imod en fusion?
Når I nu gør meget ud af at gå ud at fortælle om dette nye samarbejde, er det så fordi, at det kun er første trin på en udvikling, hvis det går godt?


Steffen Morild: ”Der er et krav om effektivisering, og nu søger vi så at lave nogle samarbejdsaftaler. Vi har også en aftale med Boligkontoret Danmark, som vi har nogle synergier med.”


Skal denne artikel så hedde ’Dette er (heller) ikke en fusion’?


Jens Elmelund: ”Det var et godt spørgsmål.”


Kjeld Poulsen: ”Overskriften skal være ’Dette er en strategisk samarbejdsaftale’.”


Men hvad er egentlig argumentet for, at man ikke går hele vejen og fusionerer?


Kjeld Poulsen: ”Nu gør vi foreløbig det, at vi samarbejder på disse områder, og ser, hvordan det går. Men ingen tvivl om, at administrationerne vil komme tættere på hinanden. Jeg vil ikke engang kalde det en forlovelse. Vi er begyndt at komme sammen, og så må vi se, hvad det udvikler sig til.”


Jens Elmelund: ”Der er vel mange fusioner, som ikke har givet det resultat, som man drømte om. I KAB har vi jo prøvet det med AKB, og det har givet rigtig gode gevinster, men det har også været gevinster, som det har taget tid at hente ind.”


Steffen Morild: ”I 3B har vi tilsvarende erfaringer. Vi var tre forskellige boligorganisationer, som fusionerede i 2008, og de kulturforskelle, der var, har gjort mere ondt, end vi forestillede os fra start.”


For halvandet år siden lagde 3B vægt på, at man indledte et samarbejde med Boligkontoret Danmark om it. Er det samarbejde nu lagt på hylden?


Morten Boje: ”Man skal skille det ad. Vi har fortsat et samarbejde med Boligkontoret Danmarks om it-drift. Det vil sige computere, telefoner, hardware og ledningerne her i huset. Men vi har ikke haft et fælles administrationssystem, og det vil vi heller ikke fremover.”


Udefra ser det jo lidt sjovt ud, at I bor sammen med Boligkontoret Danmark, samtidig med at I laver et tæt samarbejde med KAB. Hvordan svarer i på det, når nogen spørger?


Steffen Morild: ”Som det er: Vi samarbejder, hvor det har værdi for os og vores beboere.”


Kjeld Poulsen: ”Steffen og jeg har talt sammen i et års tid og fandt ud af, at kulturen i de to selskaber ligger meget op ad hinanden.”


Jens Elmelund: ”Meget kan man sige om vores gode kolleger i branchen, som er landsdækkende, men vi er jo begge to store i København, og vi har derfor et praktisk opgavefællesskab, og vi har fælles erfaringer med de samme kommuner. Vi skal være endnu bedre, hurtigere og frækkere til at kunne erobre en byggesag i København.”


Steffen Morild: ”Vi har da heller ikke noget imod, hvis flere slutter sig til, hvis de har noget at bidrage med. Det kunne være om opskrivning og bysekretariater.”

Så jeg kan altså slå fast, at dette heller ikke er en fusion?


Kjeld Poulsen: ”Det er ligesom tendensen i samfundet. Masser elsker hinanden, men de gifter sig ikke lige så meget som før i tiden.”