Foto: Anders Birger

Foto: Anders Birger

Indblik: Stoltheden stråler ud af Tottenham-skole

02. jun 2016

Gladesmore Community School i Tottenham ligger i et af Englands fattigste områder. Karaktererne på skolen var nogle af de allerdårligste i hele landet. Nu er de imod alle odds forvandlet til flotte tal.

 

Grønthandlere, kiosker med money transfers, herrefrisører, mobilreparationsbikse, kebab-shops og andet erhverv, der dufter af etnisk område, ligger side om side. Var det ikke for de tæt-lave engelske klassisk røde rækkehuse, kunne man godt fristes til at tro, vi var havnet i Københavns nordvest-kvarter.

Vi er i Tottenham – nord-London. Det småregner. En enkelt Costa Coffee – det engelske svar på kaffekæden Baresso – er skudt op. Måske som et varsel om endnu et område af storbyen i potentiel fare for gentrificering – noget, som har overgået naboområdet Hackney, hvor huspriserne er eksploderet og har presset beboere uden midler væk.

 

Nede af en sidegade til den stærkt trafikerede vej ved undergrunds-stationen Seven Sisters ligger Gladesmore Community School. En secondary-skole (11-16 år) med 1.300 elever – 1.900, hvis man tæller primary-skolen (5-11 år) i nabobygningen med.

Der er ikke en magisk pille, der har ændret det her. Men det hjælper, at der etableres forventninger, og at der blev skabt et rum til at arbejde i dybden med udfordringerne på tværs af skolerne over en lang periode.

Tony Hartney

Løfter de svageste elever
Gladesmore er en af i alt 11 skoler i området, som er i top 1 procent af de mest fattige og udsatte områder i hele England. Men karaktergennemsnittet er vokset år for år. Noget har ændret sig på skolen. De etniske grupperinger, som nationalt klarer sig virkelig skidt akademisk, klarer sig overraskende godt på Gladesmore. Flere børn end nogensinde læser bedre og fortsætter på college eller får en erhvervsuddannelse.

 

Det gennemgribende skoleprogram The London Challenge – etableret i 2003 af Labour med henblik på at løfte de svageste elever igennem totalforvandling af skolerne – spiller også en rolle i Tottenham. Programmet handlede om at motivere, give ressourcer og om at skabe et moralsk formål med skolegangen ud fra en række klare principper.

 

Tankegangen fra The London Challenge gennemsyrer også Gladesmore, men udviklingen er alene ledet af Tony Hartney, der er skoleleder – eller head teacher, som det hedder i det engelske skolesystem. Han har siddet længere end nogen anden skoleleder i London. 17 år i alt.

Stolthed og udmærkelser
Når man skal ind på Gladesmore Community School, foregår det igennem en gitterport med kamera. Gæster skal indskrives i en reception med en tyk rude imellem gæst og receptionist, og man skal opgive sit navn og får taget et foto. Men så kan man med det samme se, hvad det er, skolen forsøger så stærkt at beskytte – og formidle.

Ved indgangen hænger over 50 forskellige priser, som skolen har modtaget; Udmærkelser for samarbejder med andre skoler, den stærke fællesskabsånd, arbejdet med udsatte unge, det stærke karaktergennemsnit, skolens bidrag til lokalområdet og meget andet.

Pladerne på væggen møder dagligt de mange elever. Det er en stolt skole ledet efter klare engelske skoleprincipper, men med et stærkt fokus på den enkelte elev.

Der arbejdes intenst med læsning og belønningssystemer på Gladesmore. Biblioteket er en rar hule af litteratur til alle niveauer.

”De her udmærkelser er også en nøgle til forvandlingen. Man skal tale forandring op. Så hvis man ikke arbejder med priser og udmærkelser, så opfind dem – så mange som muligt! De giver de ansatte en stolthed, som de kan måle sig på. At en regering eller det offentlige
sætter pris på det, vi gør. Det er vigtigt. Vi stræber altid efter at gøre tingene bedre,” siger Tony Hartney.

Fra mest upopulær til mest populær
I 70’erne, 80’erne og 90’erne var Gladesmore en af de mest upopulære skoler i nord-London med de dårligste resultater i hele landet. Dengang fik kun 4 procent af eleverne gode afgangseksamener (GSCE) – i dag er tallet oppe på 68 procent. 19 af skolens ansatte er i dag tidligere elever, og størstedelen af de ansatte bor i nærområdet og afspejler den etniske sammensætning.

Blot 7 procent af områdets beboere er ”white UK”, mens 93 procent er etniske minoriteter, hovedsageligt fra Vestafrika, Caribien og Tyrkiet, men der er også børn fra Somalia og Kurdistan.

 

Tilbage i start-00’erne fejlede Londons secondary-skoler fælt. De var de værste i landet. Premierminister Tony Blair satte gang i en uddannelsesreform, der rigtigt nok forbedrede niveauet, men som ikke rykkede noget for de svageste elever.

Den negative sociale arv skulle brydes. Det blev til starten på The London Challenge, som i dag har forvandlet en hel række skoler. I dag diskuteres det fortsat, hvad præcis årsagen er til den læringsmæssige forvandling. Labourpolitikerne siger The London Challenge-programmet, mens forskere nuancerer og siger, at det er byen, der har ændret sig, og dermed også en ny og mere stræbsom etnisk sammensætning på skolerne.

 

Programmet er fortsat til stor inspiration.

Lærerene er den største del af hemmeligheden. De ansatte er på en mission her og bliver ved med at arbejde her. Der er en familieånd på stedet, og det gør børnene trygge, så de kan lære.

Tony Hartney

Ingen magisk pille
London Challenge har ifølge skolelederen hjulpet rigtig mange skoler – men på forskellig vis. Især samarbejdet imellem skolerne i London, mener Tony Hartney, har været unikt. I stedet for at kæmpe alene blev skolerne ud fra data matchet med hinanden, og der blev bl.a. etableret mentor-ordninger imellem skolelederne.

”Der er ikke en magisk pille, der har ændret det her. Men det hjælper, at der etableres forventninger, og at der blev skabt et rum til at arbejde i dybden med udfordringerne på tværs af skolerne over en lang periode. De seneste år har vi selv hjulpet en del skoler med udfordringer, der lignede vores,” siger Tony Hartney, der har været på inspirationsture til Chicago, New York og Philadelphia med en række andre skoleledere fra London og betoner samarbejdet, udlån af lærere og skoleledere til hinanden som en nøgle i transformationen.

 

80 procent af eleverne på Gladesmore modtager gratis skolemad. Sådan var det også i 90’erne. Det faktum er vigtigt for Tony Hartney, som benytter det som argument for, at Gladesmore har en uforandret demografisk elevsammensætning med en ligeså svag socioøkonomisk
baggrund som tidligere, men med meget bedre præstationer.

 

”Mange områder i London er blevet meget rige og mere professionelle over de seneste år. Når 80 procent af børnene her fortsat modtager et gratis måltid mad, så er det udtryk for den fortsatte høje fattigdom i området. Børnenes familier har meget lav indkomst eller måske slet ingen.

 

Andre skoler, som blev betegnet som svage, er gået fra at uddele mad til 50 procent af eleverne til i dag måske 10 procent. Det fortæller noget om elevsammensætningen og dens baggrund og har selvfølgelig også en indflydelse på deres ydeevne,” siger han.

 

Familie-ånden skaber rum for bedre læring
Rundt på gangene summer det af liv. Eleverne siger, de er glade for at gå her, og at skolen hjælper dem med at tage de rigtige valg, når de skal videre. Går man ind på den engelske portal ”Rate My Teacher”, hvor man kan vurdere lærere og skolers kvalitet i engelsktalende lande, så skamroses Gladesmores læringsmiljø også. Og Tony Hartney får fem stjerner hele vejen rundt.

Mr. Tony Hartney i sit kontor, fyldt med kunst fra eleverne og en hel del udmærkelser. Han er særligt stolt af en glasstatuette, som skolen har modtaget fra den engelske dronning Elizabeth for skolens særligt gode arbejde med lokalsamfundet.

”Med London Challenge blev det muligt at sætte netværk op og samarbejde. Det har helt fundamentalt ændret ting, men programmet kan ikke tage kredit for hele forvandlingen. Jeg er tilhænger af høje forventninger, og vi forsøger hele tiden at forbedre vores tidligere bedste. Vores ansatte er yderst loyale, og vi gør det her på den lange bane, men forvandlingerne kommer også indefra,” siger Tony Hartney.

Men hvorfor performer de så godt på Gladesmore? Hvad er “the secret sauce”?

”Vores medarbejdere brænder simpelthen for deres arbejde. Den atmosfære har vi fået skabt. I begyndelsen var det utrygt omkring skolen og på skolen. Det har vi arbejdet med. Nu er det stolthed, der præger arbejdet her, og skolen har en betydning i lokalområdet. Lærerene er den største del af hemmeligheden. De ansatte er på en mission her og bliver ved med at arbejde her. Der er en familie-
ånd på stedet, og det gør børnene trygge, så de kan lære,” siger Tony Hartney, der selv begyndte at uddanne lærere til skolen, fordi det
fortsat er svært at rekruttere de virkelig dygtige.

I klasserne får eleverne hver dag point for deres præstation på en digital profil. Som et computerspil. En simpel digital belønningsmekanisme, hvor de kan bytte point til tøj, en bil, et hus. Der skal være en tilskyndelse for både børn og voksne til at gøre det godt.

 

”Der læses hver dag på alle klassetrin. Vi tester en hel del, men nogle børn ved godt, at de ikke er gode, så dem gør vi alt for ikke at stresse. Børn over hele verden er meget ens, tænker jeg. Ingen kan li’ ikke at klare sig godt. Men man kan ødelægge deres selvtillid.
Men man kan også bygge dem op, og så kan de ændre sig med fænomenal hastighed. Hvis de føler sig inspireret, så kan de ændre sig meget hurtigt. Miljøet er måske den vigtigste faktor for læring,” siger Tony Hartney.

En væg med udmærkelser og diplomer er det første, der møder en på Gladesmore.

The London Challenge

London Challenge-programmet var et skoleudviklingsprogram, lanceret af den britiske Labour-regering i 2003.

Programmet formåede at forbedre elevpræstationer i en række skoler i London – særligt på skoler i socialt belastede områder. Retorikken omkring skoler blev ændret; anerkendelser til lærerne, politikere, der i stedet for at tale om underpræsterende skoler talte om skoler, der kan forbedre sig. Hvorfor, programmet var en succes, diskuteres fortsat. Men der peges på et samspil af finansiering, en lang periode, dedikerede ildsjæle, udskiftning i lærerstab og elevbaggrund.

 

Partnerskabslæring og programmets brug af data i form af måling af præstationer og elevers socioøkonomiske baggrund inspirerer fortsat. Ledere af højt præsterende skoler blev sat sammen med ledere af lavt præsterende skoler.

”Jobrotationen” gjorde, at man fik spredt praksis, og flere lærere og elever fik glæde af en positiv skoleudvikling. Andre elementer handlede om, at ansatte skal afspejle beboersammensætningen i området og være i tråd med religiøse og kulturelle forhold.

FAKTA OM GLADESMORE

Gladesmore var en fattig skole fra 1970’erne til 1990’erne. Mr. Tony Hartney blev i 1999 skoleleder på skolen, og præstationerne er steget fra ”poor” til ”outstanding”, og skolen har fået utallige fremragende anmeldelser fra Ofsted, som evaluerer skoleindsatser over hele England.


Tottenham er indbegrebet af social ulighed. Bydelen har en af de højeste arbejdsløshedsprocenter i hele Storbritannien. I 2011 tog Gladesmore initiativ til kampagnen ”Everybody Dreams”, som skulle forbedre image i nærområdet efter de sociale optøjer Tottenham Riots, hvor en ung demonstrant, Mark Duggan, blev dræbt af politiet.

 

Skolen producerede en sang og fik opbakning fra bl.a. Londonborgmester Boris Johnson, musikerne Dave Stewart og Westlife’s Mark Feehily og en lang række andre kendisser.

Læs også

Skolen i lokalsamfundet

Indblik: Når folkeskolen og lokalsamfundet harmonerer
Indblik: Stoltheden stråler ud af Tottenham-skole

Gladesmore Community School i Tottenham ligger i et af Englands fattigste områder. Karaktererne på skolen var nogle af de allerdårligste i hele landet. Nu er de imod alle odds forvandlet til flotte tal.

Indblik: Skolen har arme ude i alle dele af lokalsamfundet

Gladesmore Community School var indtil for godt 10 år siden en af de mest upopulære skoler i hele nord-London.