Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

Unge uden uddannelse koster milliarder

26. jan 2016

Ifølge BL’s cheføkonom, Frans Clemmesen, er det folkeskolen, der skal styrkes, hvis de udsatte unge skal løftes.

 

Unge, der ikke får uddannelse og kommer på arbejdsmarkedet, er dyrt for samfundet. Meget dyrt!

 

Ifølge en analyse lavet af Rockwoolfonden koster det imellem 12 og 15 milliarder kroner om året. På lang sigt (35 år) kan det koste 33 milliarder kroner om året.

Det er voldsomme tal. Der er et enormt økonomisk potentiale i at reducere antallet af personer, der er på overførselsindkomst. Det kan man få meget velfærd og fremtidsinvesteringer for.

Frans Clemmesen, cheføkonom i BL – Danmarks Almene Boliger.

Analysen viser, at cirka 5.000 unge pr. årgang i aldersgruppen 25-29 år hverken er under uddannelse eller tilknyttet arbejdsmarkedet. Analysen viser også, at disse unge ikke blot er uden for arbejdsmarkedet som unge. Rigtig mange af dem er det som en permanent tilstand.

 

”Det er voldsomme tal. Der er et enormt økonomisk potentiale i at reducere antallet af personer, der er på overførselsindkomst. Det kan man få meget velfærd og fremtidsinvesteringer for. Eksempelvis er den årlige omkostning til folkeskolen lige omkring 40 milliarder,” siger Frans Clemmesen, der er cheføkonom i BL – Danmarks Almene Boliger.

 

”Og det er måske lige præcis der – altså i folkeskolen – vi bør styrke indsatsen. Alt for mange udsatte unge forlader folkeskolen uden de nødvendige faglige kompetencer til at tage en erhvervskompetencegivende uddannelse, som, vi ved, er nøglen til en plads på arbejdsmarkedet,” fortsætter han. 

 

Flere om opgaven
Og folkeskolen skal ifølge BL’s cheføkonom ikke løfte opgaven alene.

 

”Der er fra folkeskolens side behov for, at der bruges flere ressourcer på at løfte de udsatte elever. Og det skal ske i et samarbejde med de aktører, der også uden for skolerne har tæt kontakt med de udsatte børn, unge og deres forældre. Eksempelvis ledere og frivillige i idrætsklubber, boligsociale medarbejdere, kommunale SSP-medarbejdere med videre,” siger Frans Clemmesen.