Foto: Jesper Balleby

Foto: Jesper Balleby

Mødesteder for mænd spirer frem i Aarhus

26. jan 2016

Et australsk koncept, hvor mænd mødes for at være aktive sammen og skabe netværk, har fundet vej til Aarhus. Her er Det Boligsociale Fællessekretariat gået sammen med boligforeninger om at skabe åbne mødesteder for mænd i fire boligområder. 

 

En mørk efterårsaften i et kælderlokale i Trigeparken i Aarhus er syv mænd dukket op til Mænds Mødesteds møde for at planlægge, hvad der skal på programmet i den kommende tid. Her er det mændene selv, som bestemmer, og det sætter også sit præg på indretningen af kælderlokalet.

”Vi har ofte fået henvendelser fra mænd, som spurgte, om det ikke snart var deres tur til at få nogle aktiviteter. Der er mange aktiviteter for kvinder og begge køn, men altså også en efterspørgsel på aktiviteter kun for mænd,”

Helle Dybdal, projektleder.

Fire kuglerunde wc-lamper oplyser det lille lokale. En slidt beigefarvet sofa, der for længst har udtjent sin værnepligt, og et stort firkantet lyst egetræsbord fylder godt halvdelen af rummet. På bordet er der dækket op med friskbrygget kaffe, småkager og kiks, som bliver fortæret, mens mændene snakker om, hvem der fik flest point, da de for nylig var på besøg i den lokale skydeklub.

 

”Hvis det skal være mændenes sted, så skal tingene foregå på deres præmisser. Alle skal være ligeværdige og føle, at de har indflydelse og medbestemmelse,” fastslår projektarbejder Kari Østerø, som er ansvarlig for den daglige drift af Mænds Mødested i Trige og Herredsvang.             

En plusoplevelse
For en af deltagerne, Poul Horn, har mødestedet været ”et skridt på vejen til at komme videre i livet”. Han var i foråret ramt af en mindre depression og isolerede sig i sin lejlighed efter arbejde på det lokale forbrændingsanlæg for at undgå kontakt med andre mennesker. 

 

”Det er de små plus-oplevelser, der gavner, når man har det dårligt. Man skal ikke have for store plus-oplevelser, for så bliver man tudefrans, og det duer heller ikke. Men med en lille positiv dosis føler man sig igen klar til at komme ud blandt andre,” siger Poul Horn.

 

Mænds Mødested er stadig i sin indledende fase. Derfor må mændene indtil videre tage til takke med kælderlokalet, men de har allerede søgt om tilladelse hos kommunen til at få tre skurvogne. Mens de afventer tilladelsen, har de fået lov til at leje lokalet af boligforeningen i Trigeparken for et symbolsk beløb på 200 kroner om måneden. 

 

Konceptet stammer fra Australien
Det australske fænomen ”Men’s Shed” er gået fra at være et lille lokalt initiativ til at blive en verdensomspændende bevægelse. I dag er der flere end 1.000 ”Sheds” fordelt over lande som Australien og New Zealand, Irland, Finland, England og Grækenland.

 

Senest er konceptet kommet til Danmark, hvor det går under navnet Mænds Mødested. Det Boligsociale Fællessekretariat er tovholdere på projektet i Aarhus, som sker i samarbejde med de lokale boligforeninger. 

 

”Vi har ofte fået henvendelser fra mænd, som spurgte, om det ikke snart var deres tur til at få nogle aktiviteter. Der er mange aktiviteter for kvinder og begge køn, men altså også en efterspørgsel på aktiviteter kun for mænd,” siger projektleder Helle Dybdal.  

 

Bliver landsdækkende
Indtil videre er etableret ni mødesteder i landet, mens yderligere tre er i støbeskeen.

 

Mænds Mødested er finansieret af midler fra Satspuljen, Sundhedsministeriet og Landdistrikspuljen, som i januar 2015 afsatte 10 millioner kroner til Forum for Mænds Sundhed. Pengene skal blandt andet finansiere driften af mødesteder for mænd i Billund, Aarhus og Aalborg og på Bornholm og Stevns. I foråret 2015 blev der etableret mødesteder i Aarhus i boligområderne Herredsvang, Frydenlund, Vandtårnsområdet og Trige. 

 

Det Boligsociale Fællessekretariat har ifølge Helle Dybdal tidligere forsøgt at støtte opstart af mandeaktiviteter i boligområder. Hun peger på, at ”de ofte er stoppet igen efter kort tid”. Derfor tog sekretariatet imod invitationen om at være med i Mænds Mødested med åbne arme. 

 

Helle Dybdal forudser, at initiativet på længere sigt kan blive en stor gevinst for boligområderne. Der er også en række sundhedsmæssige fordele at høste, hvis projektet går som planlagt, forklarer hun. 

 

”Hvis man har et netværk i sit lokalområde, er der større chance for, at man trives i sit liv. Der er også større chance for, at man bliver boende i området. På den måde er der også en dyb interesse fra boligorganisationernes side i, at det bliver en succes for mændene,” siger Helle Dybdal og fastslår, at det er et velkendt faktum, at mænd i mindre grad end kvinder opsøger sundhedssystemet. 

 

I Australien har man igennem en undersøgelse kortlagt de gavnlige effekter for deltagernes fysiske og mentale helbred. På flere parametre kan man se, at de klarer sig bedre end sammenlignelige grupper af mænd, der er mindre socialt aktive. Det fremgår af samme undersøgelse, at deltagere i ”Men’s Shed” er mere opmærksomme på mentale lidelser som depression og angst. De er også mere villige til at søge hjælp hos læge, psykolog, coach, familie, præst eller socialrådgiver, hvis de bliver psykisk syge. 

 

Boligen nr. 2 - 2016