Foto: Illustration: SLA & EFFEKT

Foto: Illustration: SLA & EFFEKT

Byparken i Gellerup bliver snart en realitet

21. jan 2016

Beboerne i Gellerupparken i Aarhus er nysgerrige efter at komme helt tæt på den kommende bypark. Til foråret begynder byparken at tage form.

 

 

I et helt år har beboere og arkitekter diskuteret, hvordan den kommende bypark i Gellerup i Aarhus skal se ud. For nylig inviterede man beboerne til et arrangement, hvor de på plancher fik indsigt i parkens tilblivelse.

 

Den nye bypark i Gellerup og Toveshøj bliver den grønne rygrad i forvandlingen af bydelen. Beboerne kan se frem til en helt ny type bypark, der både skal give tryghed og nye rekreative muligheder for beboerne. Byparken kommer til at bestå af frugtlunde, legepladser, klatretårne og udendørs fitness og væksthuse.

 

Forbedringerne i  området er et led i en større fysisk forandring, der skal ændre bydelen fra udsat boligområde til en attraktiv bydel, hvor blandt andet nedrivninger af blokke er en del af projektet.

 

Hele forvandlingsprojektet er det første af sin art i Danmark og indebærer, at området 20 år ser markant anderledes ud end i dag.

Fra det tidlige forår i år og frem til sommer 2017 vil byparken tage form, dog ikke alle steder på en gang.

 

Gellerupparken er en af Danmarks største boligafdelinger med 1.776 lejemål og næsten 5.000 beboere. Afdelingen ligger i Brabrand i det vestlige Aarhus.

 

Arkitekterne fra SLA vandt den store opgave til 100 millioner kroner.