Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

Leder: Årets ord: Kontanthjælpsloft

29. dec 2016

"...Vigtigt, at vi nu er brudt igennem muren, så der er sikret en ligestilling i forhold til fastfrysning af ejendomsskatter."

 

 

SKAL DER SÆTTES en overordnet etikette på 2016, så var det året med kontanthjælpsloftet. Loftet blev med god grund drøftet op til vedtagelsen, i tiden op til ikrafttræden den 1. oktober, og nu sættes der hver måned fokus på, om antallet af udsættelser er steget. På den måde er kontanthjælpsloftet nok den enkeltsag, hvor BL har haft størst mediegennemslag nogensinde, og nok så vigtigt har boligorganisationerne og BL haft rollen som ekspertkilder, der har beskrevet de mulige konsekvenser og har arbejdet for, at antallet af udsættelser netop ikke stiger. Lad os håbe for 2017, at anstrengelserne lykkes.

 

Ejendomsvurderinger og ejendomsskatter fyldte også i 2016. I efteråret vedtog Folketinget en bred aftale om et nyt vurderingssystem. Op til indgåelsen af aftalen advarede vi kraftigt om, at de nye vurderinger vil indebære, at etageboliger stiger med gennemsnitligt mere end 300 procent i vurdering, og det skal der tages højde for i fastsættelsen af grundskylden i et nyt ejendomsskattesystem, for ellers vil ejendomsskatterne for almene boliger mere end fordobles. Der blev lyttet til advarslerne, for aftalen om nye ejendomsvurderinger blev koblet sammen med den aftale om ejendomsskatter, som formentlig indgås kort efter nytår.

 

Et af de centrale aftalepartier, Socialdemokraterne, har klart tilkendegivet, at den samlede aftale om ejendomsvurderinger og skatter ikke kommer til at betyde, at ejendomsskatterne i de almene boliger eksploderer.

 

Under efterårets finanslovsforhandlinger lyttede regeringen til BL’s argumenter om, at ejendomsskatterne i almene boliger bør fastfryses i 2017, ligesom det er tilfældet for ejerboliger. Og i kølvandet på fremlæggelsen af regeringsgrundlaget for den nye regering, som annoncerer en fastfrysning af ejendomsskatterne helt frem til 2021, tilkendegav Dansk Folkeparti, at en sådan fastfrysning også skal gælde almene boliger. Det er vigtigt, at vi nu er brudt igennem muren, så der er sikret en ligestilling i forhold til fastfrysning af ejendomsskatter. Holder det frem til 2021, har vi formentlig forhindret en skattestigning for beboerne på mere end en halv milliard.

 

Sammen med den nye regering fik vi også en ny minister, nemlig trafik-, bygge- og boligminister Ole Birk Olesen, som fik den årlige offentliggørelse af listen over udsatte områder – den forkætrede ”Ghettoliste” – som en af sine første embeds-opgaver, og her var det positivt, at ministeren benyttede lejligheden til at fremhæve betydningen af uddannelse og anerkendte faldet i kriminalitet. Vi kan kun opfordre ministeren til at læse artiklen i bladet, side 16-21, der netop opfordrer til fokus på uddannelse i de unge årgange og en skrotning af listen.


Boligen nr. 1 - 2017

Læs hele Boligen