Foto: Simon Jeppesen

Foto: Simon Jeppesen

Hjemløshed breder sig til mellemstore byer

21. dec 2016

Ifølge SFI-forsker Lars Benjaminsen er det blevet sværere at skaffe billige boliger til udsatte grupper i byer som Horsens, Silkeborg og Randers. Årsagen skal blandt andet findes i lave offentlige ydelser, og at de små lejligheder forsvinder. Sand, De hjemløses Landsorganisation, bekræfter tendensen.

 


I en årrække har hjemløshed været et storbyfænomen. Over halvdelen af landets hjemløse findes i hovedstadsområdet, mens der også er en del at finde i byer som Aarhus og Aalborg. Men nu peger forsker Lars Benjaminsen, SFI, på, at der i de senere år er sket en stigning i antallet af hjemløse i en del mellemstore byer som Horsens, Silkeborg og Randers.

 

”Der er ingen tvivl om, at boligmanglen stadig er værst i hovedstadsområdet, hvor det er meget vanskeligt at finde en billig bolig, hvis man er udsat. I Aarhus ligner situationen den, vi har i hovedstadsområdet, men vi ser nu, at problemet i stigende grad har bredt sig til de mellemstore byer,” siger han.

Det er forsørgelsesgrundlaget, der er stramt, samtidig med at der ikke findes ledige boliger, de kan betale. Og det er generelt en udfordring. Husleje og indkomst matcher simpelthen ikke.

Sofie Bay Nielsen-Petersen

Han fortæller, at årsagen til stigningen skal findes i et sammenspil imellem flere faktorer, blandt andet lave offentlige ydelser og det faktum, at små lejligheder forsvinder.

 

”På den ene side er det nødvendigt at forbedre boligstandarden, fordi nogle af bebyggelserne er ved at være lidt ældre, og der er brug for at renovere dem,” siger han.

 

Buen strammet økonomisk
Hos Sand, De hjemløses Landsorganisation, bekræfter informationsmedarbejder Sofie Bay Nielsen-Petersen, at hjemløshed ikke kun er et storbyfænomen længere, og at det spreder sig til især de mellemstore byer og resten af landet.

 

”Ja, vi kan bestemt se, at de steder, hvor der har været rimelig stabilitet, begynder der at komme flere hjemløse. Man har strammet buen så meget rent økonomisk, hvad angår integrationsydelse og ungeydelse eksempelvis, at hjemløshed nu begynder at slå igennem på landsplan. Folk har ikke råd til at bo i deres lejligheder.”

Husleje og indkomst matcher ikke
Sofie Bay Nielsen-Petersen mener, at regeringen skruer så meget økonomisk på knapperne, at flere mennesker ikke har råd til at bo i lejlighederne, hvilket skaber flere hjemløse. Som løsningsforslag peger hun på, at samfundet begynder at tænke i alternative måder at bygge på og i det hele taget tænker alternativt, såsom deleboliger.

 

Også programleder Karin Egeholm, Socialstyrelsen, der har et samarbejde med 23 kommuner i hele landet for at udbrede princippet housing first, hvor hensigten er at fastholde den hjemløse i en bolig og undgå tilbagefald til hjemløshed efter indflytning i egen bolig.

 

”Vi hører fra mellemstore kommuner, at der er flere, der har udfordringer med at finde en bolig end tidligere. De melder tilbage, at de ser nye unge, som de ikke tidligere har set komme ud for hjemløshed. Det er forsørgelsesgrundlaget, der er stramt, samtidig med at der ikke findes ledige boliger, de kan betale. Og det er generelt en udfordring. Husleje og indkomst matcher simpelthen ikke,” understreger hun.

Antallet af hjemløse

Hjemløshed har aldrig været på et højere niveau end nu, viser officielle tal fra såkaldte hjemløsetællinger. I øjeblikket findes omkring 6.100 hjemløse i Danmark. Tallet er dog kun et øjebliksbillede af hjemløsheden i Danmark og er formentlig endnu højere.

 

Kilde: Socialforvaltningen

Læs også