Foto: Thomas Arnbo

Foto: Thomas Arnbo

Venteværelse til et nyt liv

25. aug 2016

Københavns Kommunes nye flygtninge indkvarteres i ”Welcome House”, mens de venter på at få tildelt en bolig af kommunen. Her lærer de blandt andet om cykler og om at bo i en almen bolig.


En blå magnetchip åbner de mange døre, der adskiller lange trappeopgange, sterile rum og nøgne vægge i noget, der minder om en labyrint. Med associationer til et sygehus, skriger det institution. Det arabiske brød på køkkenbordet i fælleskøkkenet og -duften af eksotiske krydderier afslører flere kulørte nuancer end som så.

 

Det var en kommunal kontorbygning i Valby. Nu er det et midlertidigt hjem for 100 flygtninge. Der er plads til 66 flere. På trods af overkapacitet skal det udvides, da kommunen tager imod 266 flygtninge i 2016.

Det her er et skridt imod egen bolig. Vi håber på at få flere danskere herned, og at endnu flere beboere vil bruge aktiviteterne, for det er godt for integrationen.

Riema Ali

Et slags venteværelse til et nyt liv. Det er Købehavns Kommunes midlertidige indkvartering for flygtninge. Det hedder Welcome House.

 

Her kan de blandt andet lære, hvordan danskere tænker og fungerer.

 

Udlændingestyrelsen fordeler de asylansøgere, der bliver godkendt som flygtninge i Danmark, til landets kommuner. Når de ankommer til Københavns Kommune fra asylcentrene, bliver de installeret i Welcome House, indtil kommunen har fundet en passende bolig.

 

Almen indlæring
Annesophie Hansen, som er kredskonsulent hos BL – Danmarks Almene Boliger forklarer, at den midlertidige indkvartering i Valby skyldes, at der mangler ledige boliger, der kan betales med integrationsydelse i København. Til gengæld får Københavns Kommune en periode, hvor man lærer de nye flygtninges behov at kende. De får nogle rammer om modtagelsen i kommunen, hvor der også kan gives en introduktion til at bo i en almen bolig.

Riema Ali er aktivitetsguide i Welcome House. Her underholder hun nogle af børnene fra centret med børnelege.

Akkido og danske cykler
På Ottiliavej huser stueetagen en cafe, hvor der blandt andet holdes beboermøder og laves mad. Herudover kan de nye flygtninge reparere deres cykler, anvende computere, bruge symaskinerne eller deltage i danskundervisningen. Bevæger man sig op på de øvrige etager, er der store fælleskøkkener til fri afbenyttelse. De bliver indkvarteret i single, dobbelt eller familieværelser.

 

Welcome House er åbent for frivillige, der har lyst til at komme forbi og hjælpe de nye flygtninge med fx at lære dansk eller bare snakke over en kop te i cafeen.

 

”Det her er et skridt imod egen bolig. Vi håber på at få flere danskere herned, og at endnu flere beboere vil bruge aktiviteterne, for det er godt for integrationen,” forklarer Riema Ali.

 

Hun er aktivitetsguide i Welcome House. Hun kom selv til Danmark som flygtning fra Syrien i 2011, og ved siden af matematikstudierne tager hun imod Københavns nye flygtninge.

Drømmen om eget kollegieværelse

”Vi har et cykelværksted, hvor man kan lære at cykle – reparere sin cykel – det er meget vigtigt, jeg kan ikke klare mig uden min cykel,” griner Riema og slår igen over i arabisk, da en pige henvender sig til hende.

 

Ud over et cykelværksted har underetagen et legerum fyldt med doneret legetøj til børnene, et computerrum og skummadrasser, hvor der dagen forinden blev undervist i Akkido (En moderne japansk kampkunst). En lille dreng sidder på det bord, hvor to yngre mænd koncentreret spiller billard.

 

Bordfodbold, bordtennis og store lænestole tiltrækker uundgåeligt opmærksomheden i de halvtomme lokaler. Stemningen er rolig. Der bliver lavet sjov og talt arabisk. Alle hilser venligt, som om alle kender alle. Det er umuligt at se, hvem der venskabeligt eller biologisk hører sammen med hvem. Cafeen er knudepunktet for al trafik igennem aktivitetshuset.

Læs også

Welcome House

Konceptet med et velkomsthus stammer oprindeligt fra Canada, hvor det har haft stor succes. Den 5. juni 2016 åbnede det første Welcome House i Danmark på Ottiliavej 1-3. De første flygtninge ankom til kommunen i maj, efter det blev besluttet, at København ikke længere skulle være en nulkommune, men tage imod 266 flygtninge i 2016