Alment fremstød ved Danmark Rundt

01. aug 2016

Når deltagerne i cykelløbet PostNord Danmark Rundt har opløb fredag den 29. juli, er AAB Vejle parat til at slå et slag for den almene boligtanke.

Det sker ved løbets tredje etape. Den er på 175 kilometer med start i Aabenraa og slutning i Vejle. Hertil når rytterne mellem kl. 16.54 og 17.24, oplyser arrangørerne. Cirka 38 minutter efter, at de har hastet forbi BL’s kursuscenter Haraldskær. Løbet slutter med en tre omgange på en rundstrækning i Vejle. De sidste kilometer kan ses på kortet ovenfor.


AAB Vejle har i flere år været med til at markere sig ved Danmark Rundt. Boligforeningen har i år etableret en stand ved målområdet, hvor man håber at få en snak med det cykelinteresserede publikum ud fra sloganet ”Hvorfor eje, når du kan leje”.

Samtidig gennemfører AAB Vejle tre konkurrencer: Én om en voksencykel til 8.000 kroner blandt de, der 29. juli - 7. august skriver sig på en venteliste til en bolig. Én om en børnecykel til 4.000 kroner blandt dem på op til 14 år, der svarer rigtigt på et spørgsmål. Og til de nuværende beboere én om en uges sommerhusophold.

Danmark Rundt

Etapeløbet Danmark Rundt arrangeres af Danmarks Cykle Union og af mere end 200 frivillige hjælpere. Løbet har undervejs, siden de første etaper blev kørt i 1985, kørt under navnet Bikuben Danmark Rundt og senere Post Danmark Rundt.

I 2016 skiftede løbet navn til PostNord Danmark Rundt.

Læs også