Foto: Ole Ellekrog

Foto: Ole Ellekrog

Lejerbo: "Vores afdeling er ikke bevarings-værdig"

16. apr 2016

Det vil gøre renoveringen markant dyrere, at Halsnæs Kommune har gjort afdelingen Strandvejen i Frederiksværk bevaringsværdig. 


Boligadministrationen Lejerbo brygger i øjeblikket på en helhedsplan for afdelingen Strandvejen i Frederiksværk i Nordsjælland. Planen manglede blot et par detaljer, inden den kunne sendes til godkendelse i Landsbyggefonden, men den må nu laves om, efter at Halsnæs Kommune har sat afdelingen på en liste over bevaringsværdige bygninger i kommunen. 

Jeg kan da godt forstå, at kommunen gør noget for at bevare udseendet på nogle bygninger i byen, men så køn, synes jeg nu ikke, at afdelingen er.

Lars Schmidt, områdechef for Lejerbo

Planen betyder, at det mørkerøde murstensbyggeri fra 1950’erne ikke som planlagt kan blive belagt med en ny rockwools-facade. For at sikre den isolering som er nødvendig for at modernisere det gamle byggeri, vil man i stedet være nødt til at udskifte alle fugerne imellem murstene. En løsning, som vil være væsentligt dyrere. 


”Jeg kan da godt forstå, at kommunen gør noget for at bevare udseendet på nogle bygninger i byen, men så køn, synes jeg nu ikke, at afdelingen er. Og det kommer jo til at hæve huslejen voldsomt for en gruppe borgere, som i forvejen ikke har så mange penge,” siger Lars Schmidt, områdechef for Lejerbo i Nordsjælland. 


Lokker ikke flere til

Selvom nogle af de private husejere, som har fået deres hus på bevaringslisten i Frederiksværk, har været stolte over udnævnelsen, så tror han ikke at de almene lejere bekymrer sig særligt meget om boligernes bevaringsværdi. 


”Jeg tror ikke, at prædikatet som bevaringsværdigt byggeri kan tiltrække særlig mange lejere i Halsnæs Kommune. Det er jo ikke der, hvor den mest velhavende del af befolkningen bor,” siger Lars Schmidt. 

 

En treværelseslejlighed i afdelingen koster i øjeblikket imellem 5700 og 6400 kroner om måneden, mens en toværelses koster 4600 kroner om måneden. Lars Schmidt har endnu ikke et bud på, hvad den nye husleje vil blive. Han kan dog sige, at den vil blive markant højere, end hvis man havde fået lov til at holde sig til den oprindelige helhedsplan.