Indblik

Foto: Robert Oosterbroek

Foto: Robert Oosterbroek

Indblik: Vi skal videreudvikle den hollandske idé

01. apr 2016

Ældre Sagen er begejstret for De Hogeweyk, men ny viden og teknologi kan gøre ideen endnu bedre.

 

De seneste mange år har Ældre Sagen kæmpet for bedre boforhold for danskere med demens. Det har været en hård kamp, hvor man ikke altid har vidst præcis, hvad det optimale byggeri ville være. Men med inspiration fra blandt andet demensplejehjemmet De Hogeweyk i Holland, ser man nu ud til at have taget et afgørende skridt i Danmark.

 

”Vi har presset på i mange år for at få lavet nogle ændringer, og nu ser det endelig ud til, at vi har fået hul igennem til ministeriet og kommunerne. Men det er jo et pionerfelt, hvor vi først langsomt er ved at lære, hvordan vi bygger bedst,” siger Margrethe Kähler, chefkonsulent i Ældre Sagen.

 

Et resultat af gennembruddet har været en arbejdsgruppe hos Statens Byggeforskningsinstitut med fokus på demensbyggeri, som Margrethe Kähler selv er en del af. Til sommer vil gruppen udsende en liste med eksempler på godt demensbyggeri rundt om i landet, og allerede sidste år udgav den en guide til, hvad der kendetegner godt demensbyggeri.

 

Vi har presset på i mange år for at få lavet nogle ændringer, og nu ser det endelig ud til, at vi har fået hul igennem til ministeriet og kommunerne. Men det er jo et pionerfelt, hvor vi først langsomt er ved at lære, hvordan vi bygger bedst.

Margrethe Kähler

”Eftersom ældre med demens nemt bliver forvirrede og farer vild, er det vigtigt, at byggeriet er simpelt og til at finde rundt i, og at man farver døre og vægge i forskellige farver i forskellige dele af byggeriet, så man let og hurtigt kan orientere sig,” siger Margrethe Kähler. 

 

”Brug demensringe”

Lige netop det simple byggeri og de forskellige farver er en af de ting, som mangler hos Hogeweyk, mener Margrethe Kähler, som selv har besøgt det hollandske plejehjem.

 

”Det unikke ved byggeriet dernede er, at de har en rigtig god plejefilosofi, at de tilbyder så mange aktiviteter, og at de deler beboerne op efter det liv, de har levet. Men der er stadig nogle mangler, som for eksempel det med farverne og det simple byggeri,” siger Margrethe Kähler.

 

En anden ting, som ifølge Margrethe Kähler kunne gøre Hogeweyk bedre, er de såkaldte demensringe, som allerede er implementeret ved et plejehjem ved Kolding, og som også er en del af planerne for en ny demenslandsby ved Odense. Demensringene graves ned rundt om det område, beboerne må bevæge sig på, og fortæller så ved hjælp af GPS-udstyr, om de dementramte forlader området.

”På den måde slipper vi for at spærre beboerne inde, og man kan i stedet sørge for, at de også bliver en del af det omkringliggende samfund,” siger Margrethe Kähler.

 

”Ja, plads til forbedring”

Og hos Hogeweyk erkender man da også, at nogle ting kunne have været gjort anderledes, hvis man havde nutidens viden, dengang byggeriet startede.

 

”Hvis vi skulle bygge et nyt plejehjem til folk med demens, ville vi nok for eksempel gøre restauranten synlig udefra, så vi kunne få flere mennesker ind. Og måske ville vi også bygge en børnehave ind i komplekset, så børn, der løber, cykler og leger, også blev en del af hverdagen,” siger Eloy van Hal, seniorkonsulent hos Hogeweyk.

 

Han medgiver også, at den måde, byggeriet er lukket om sig selv, ikke er optimal, og at en demensring måske kunne være interessant i et eventuelt nyt byggeri.

 

”Det her er jo mere eller mindre en borg, og det kunne man helt sikkert forbedre, men vi valgte efter lange diskussioner at bruge alle de penge, vi havde, inden for murene,” siger Eloy van Hal.

 

Ældre Sagen mener derfor, at man skal bruge ideen som et springbræt til endnu bedre demensbyggeri fremfor at kopiere ideen fuldt ud.

 

”Man kan tage rigtig meget med fra Hogeweyk, og det er også mit indtryk, at det har inspireret mange herhjemme. Men med den viden og teknologi, vi har i dag, bør vi videreudvikle ideen,” siger Margrethe Kähler.

Livet med demens

Indblik: Fremtidens byer til demente
Indblik: Her er man ikke patient

”Har I en lighter?” lyder det pludselig på hollandsk fra en ældre herre i en mørkeblå frakke. ”Nej, vi ryger ikke, men prøv ovre på den Store Plads. Folk ryger af og til derovre.” ”Nej, ingen derovre har en lighter,” siger manden, inden han alligevel begiver sig over til ”Grote Plein”.

Indblik: Vi skal videreudvikle den hollandske idé

Ældre Sagen er begejstret for De Hogeweyk, men ny viden og teknologi kan gøre ideen endnu bedre.

Indblik: Demenslandsbyer på vej i Danmark

Flere steder i landet har man med inspiration fra Holland konkrete planer om at bygge nyskabende demensboliger. I Aalborg skal det være almene plejeboliger og i Odense en demenslandsby drevet af OK-Fonden.

Indblik: Beskæringer kan føre til A- og B-boliger

Hvis regeringen holder fast i at spare på boligstøtte til pensionister, bliver fremtidens demenslandsbyer måske kun for de rige, advarer OK-Fonden og Ældre Sagen.