Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

Spillet om politiaftalen

23. okt 2015

I alle afdelinger på Rigspolitiets liste over kriminalitetsudsatte områder meddeler boligorganisationerne, at de har et borgernært og godt samarbejdende politi. Det viser en undersøgelse, A&B Analyse har foretaget for Boligen. 

 

Forhandlingerne om et nyt politiforlig blev onsdag den 21. oktober klokken 08.00 indledt hos finansminister Claus Hjort Frederiksen i Finansministeriet. I de kommende måneder er det ganske vist justitsminister Søren Pind der skal føre forhandlingerne på vegne af regeringen. Men forhandlingerne om fremtidens politi startede altså hos finansministeren, som ud over morgenkaffe og rundstykker gav de retspolitiske ordførere fra alle Folketingets partier en orientering om, inden for hvilken økonomisk ramme regeringen mener, forhandlingerne kan foregå. 


Fra mødet erfarer Boligen, at finansministeren meddelte, at der i alt på årets finanslovsforslag er lagt op til, at der er knap fem milliarder kroner i frie midler til forskellig anvendelse. Af dem vil regeringen bruge 1,7 milliarder på udvikling af politiet… Gavmildt! Selvom de 600 millioner er øremærket til at dække politiets budgetoverskridelser i forhold til tidligere års budgetter. Terroranslaget i Krudttønden og Krystalgade har ikke kun slidt på landets betjente. Det har også slidt på politiets økonomiske ressourcer.


Styrket politi

Som udgangspunkt er der altså fra regeringens side lagt op til en styrkelse af politiet. Spørgsmålet, som justitsminister Søren Pind og de retspolitiske ordførere i de kommende to måneder skal forhandle, er så, hvordan politiet skal udvikles for den ekstra milliard. Ifølge optaktsdebatten bliver de store spørgsmål, om der skal bygges en ekstra politiskole? Skal flere betjente bruges på forebyggelse? Skal de bruges i et større antiterrorberedskab? Måske en kombination? Og skal hele politiet nytænkes. Behøver det at være betjente, der skriver rapporterne? Når hk’ere formentlig kan skrive dem bedre og hurtigere. Behøver det at være politibetjente, der sidder i fotofældevognene med mere?


Den borgernære indsats

Set med almene boligøjne er det særligt interessant, hvordan den borgernære politiindsats skal udvikles i de kommende år. 

I forbindelse med indgåelsen af indeværende politiforlig i efteråret 2011, blev det vedtaget at give en ekstraordinær bevilling på 242 millioner kroner til at forebygge, at unge i udsatte boligområder rekrutteres til bande- og rockerkriminalitet. 


Da man indgik politiforliget fire år tidligere i 2007 blev der vedtaget en omfattende rationaliseringsplan for politiet. Lokalpoliti blev stærkt begrænset. I stedet blev politiet kørende. Nærmeste betjent rykker til nærmeste overtrædelse.


En meget stor del af de 242 millioner kroner, der ekstraordinært i 2011 blev bevilliget til en øget indsats i de udsatte boligområder, er blevet brugt på at genoprette lokale og borgernære politiindsatser i områder, hvor den blev afskaffet som konsekvens af forliget fra 2007.


En spørgeundersøgelse, Boligen i efteråret 2011 foretog blandt boligorganisationerne, der har boliger i de af regeringen udpegede udsatte boligområder, viste, at der efter fire år med patruljekørselsindsats stort set ikke var noget samarbejde imellem det rullende patruljepoliti og boligorganisationer, skoler og andre aktører. Der var simpelthen for lidt kontinuitet i de mange forskellige betjente, der rykkede ind i områderne, når der var problemer, til at der kunne bygges en platform for samarbejde, og ikke mindst for at unge kunne opbygge respekt for den enkelte betjent.


Nogenlunde genoprettet

I løbet af foråret og efteråret har A&B Analyse for Boligen gennemført endnu en spørgeundersøgelse blandt boligorganisationerne, der har områder på Rigspolitiets liste over udsatte boligområder. Efter en lidt langsom start kan samtlige boligorganisationer melde, at det er et fast forankret samarbejdsorienteret politi, der opererer i samtlige områder på Rigspolitiets liste over udsatte boligområder. Der er altså igen en borgernær politiindsats, hvor betjentene kommer tæt nok på barnet, den unge til også at lære eventuelle forældre, skolelærere og eventuelt nærmeste boligsociale medarbejder eller vicevært at kende.  


Den ekstraordinære bevilling på 242 millioner, der har muliggjort den øgede borgernære politiindsats, ophører pr. 31. december i år. 


Om borgernære politiindsatser i udsatte boligområder skal fortsætte, om det bliver patruljekørsel igen eller en mellemting med mobile politista-tioner, der kan flyttes rundt, alt efter hvor behovet for politi er størst, afgøres i de kommende uger. 

 

Boligen nr 11 - 2015