Foto: House Arkitekter

Ny økologisk boligmodel i Karise

24. nov 2015

Det alternative bofællesskab Permatopia står selv for anvisningen, når der skal udlejes tomme boliger.

 

En hel ny type af bofællesskab er ved at se dagens lys i den lille by Karise på Sydsjælland. I Permatopia, som bofællesskabet hedder, stræber man efter at have beboere i alle aldre og med forskellige indkomst­niveauer. Man har derfor, noget usædvanligt, valgt at kombinere ejerboliger, andelsboliger og almene boliger i ét og samme bofællesskab. 

 

Men det er ikke kun bolig­formerne, der er atypiske. I Permatopia vil man nemlig også drive et landbrug med fokus på økologi og bæredygtighed. Man får blandt andet sin egen vindmølle, der skal levere strøm til både landbruget og til bolig­erne.

 

”Det er et sted, hvor der ud over boligerne også er et landbrug, et forsyningsanlæg og en fællesgård. For at få de ting til at fungere allerbedst er det vigtigt, at alle, som bor der, er dybt involverede i driften af bofællesskabet,” siger Mikkel Klinge, bestyrelsesformand og projektleder for Permatopia. 

”Når vi vælger at gå med til at frasige os anvisningsretten til dette projekt, så er det, fordi vi tror, at det vil kunne lokke nye borgere til kommunen. Det kunne for eksempel være folk fra Københavnsområdet, som vil flytte ned til lys, luft og en billigere husleje,”

Knud Erik Hansen, borgmester i Faxe Kommune (S)

Alle skal deltage
Da beboerne skal være parate til at deltage på arbejdsdage og i fællesarrangementer, kræver det, at alle bofæller er initiativrige og engagerede.

 

For at sikre, at dette også blev tilfældet i Permatopias 44 almene boliger, bad Sydkystens Boligselskab og gruppen bag Permatopia-projektet, Faxe Kommune, om at frasige sig retten til at anvise borgere. I stedet skal nye beboere i de almene boliger vurderes og godkendes i interviews med Permatopias etableringsforening. 

 

På Faxe Kommunes borgmesterkontor syntes man rigtig godt om den økologiske idé. Man tog derfor spørgsmålet om anvisningsret op i byrådet, hvor enkelte medlemmer var kritiske over for den nye model. 

 

Kritik i byrådet
Byrådsmedlemmet Martin Hillerup fra Borgerlisten, der, som han skynder sig at bemærke, også er formand for Faxe Boligselskab, et andet boligselskab i kommunen, stemte som den eneste af byrådets 25 medlemmer helt imod forslaget.

 

”Jeg synes ikke, vi skal fravige det princip, at vi har anvisningsret til samtlige almene boliger i kommunen, hvor kommunen har en andel. At der så kommer et idealistisk projekt, som man gerne vil have hertil, synes jeg ikke, skal gøre, at man ændrer på den normale praksis,” siger Martin Hillerup.

 

Resten af byrådet stemte for forslaget efter nogen diskussion. Inden forslaget blev vedtaget, blev forskellige bekymringer diskuteret blandt byrådsmedlemmerne. En af disse fremførte Venstres Jonas Kristinsson.

 

”Min store anke imod forslaget er, at det kan gå hen at blive meget elitært, hvis vi lader en privat virksomhed bestemme, hvem der må komme ind i de almene boliger. For hvordan vurderer de, hvem der må komme ind? Jeg frygter, at man kan blive fravalgt på grund af ideologi og politisk ståsted,” siger Jonas Kristinsson (V). 

 

Byrådet endte med at vedtage en frasigelse af anvisningsretten i projektets første fire år. I den periode har Permatopia fortrinsret på anvisning, men hvis en bolig står ledig i mere end tre måneder, vil kommunen kunne anvise borgere dertil. Efter de fire år vil spørgsmålet om anvisningsret blive vurderet igen.  

 

Skal tiltrække ­nye borgere
Faxe Kommune har støttet de almene boliger i Permatopia-projektet med det normale grundbeløb – omkring otte millioner kroner. Men den investering skal altså ikke, som ellers normalt er formålet med kommunal støtte til almene boliger, sørge for, at kommunen har et sted at placere boligløse borgere. Borgmesteren har til gengæld en anden grund til at støtte projektet. 

 

”Når vi vælger at gå med til at frasige os anvisningsretten til dette projekt, så er det, fordi vi tror, at det vil kunne lokke nye borgere til kommunen. Det kunne for eksempel være folk fra Københavnsområdet, som vil flytte ned til lys, luft og en billigere husleje,” siger borg­mester i Faxe Kommune, Knud Erik Hansen (S).

 

I Karise, hvor Permatopia i øjeblikket er ved at blive bygget, er befolkningstallet på 2.200 indbyggere de ­seneste år faldet en smule. Frasigelsen af anvisningsretten skal derfor også være med til at hjælpe og skabe nyt liv i den lille sydsjællandske by. For projektet havde ikke været det samme uden de almene boliger. 

 

”Det er vores vurdering, at projektet ikke ville være blevet til noget, eller i hvert fald ville have haft en meget sværere start, hvis ikke der havde været almene boliger involveret. Derudover er vi også enige med Permatopias ønske om at få en bredere social sammensætning i projektet, end tilfældet havde været, hvis det kun var for folk med råd til en ejerbolig,” siger borgmester Knud Erik Hansen. 

 

Flere i fremtiden
Ifølge KAB, som administrerer Sydkystens Boligselskab, det involverede boligselskab, er konstruktionen, hvor bofællesskabets beboere ikke delvist udpeges af kommunen, det første af sin slags, men sandsynligvis ikke det sidste.

 

”Jeg tror, at vi i fremtiden vil se mange forskellige typer af udviklingsprojekter og eksperimenter, hvor den almene sektor kan gå forrest. I nogle tilfælde er vi nødt til at sikre disse projekter en god start, så derfor kan jeg sagtens se for mig, at vi vil se andre tilfælde, hvor kommunen frasiger sig anvisningsretten,” siger Jens Elmelund, administrerende direktør i KAB. 

 

Men selvom han tror på flere, lignende konstruk­tioner i fremtiden, er han uenig i, at det truer de almene boligers generelle ideal om blandede beboersammensætninger.

 

”Det mener jeg ikke, man skal være bange for. Når man taler om den brede udvikling i den almene sektor, skal man selvfølgelig beholde den kommunale anvisning og sørge for en blandet beboersammensætning,” siger Jens Elmelund.

 

”Men Permatopia og lignende fremtidige projekter vil være enkelte nålestik og eksperimenter, som vi giver nogle fornuftige betingelser til at komme godt i gang. På den måde kan vi teste, om de også kan have perspek­tiver i en bredere sammenhæng,” siger han.


Boligen nr. 12 - 2015