Foto: Colourbox

En enlig mor på kontanthjælp mister 2.300 kroner hver måned

19. nov 2015

Regeringens besparelser på kontanthjælpen kommer til at give store lommesmerter i mange hjem. For eksempel får en enlig mor på kontanthjælp med ét barn 2.300 kroner mindre om måneden at klare sig for.

 

Det oplyser Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) til Avisen.dk.

 

AE har regnet på, hvordan det nye loft over kontanthjælpen kommer til at ramme forskellige typer af familier. Og konklusionen er klar: Loftet kommer til at presse i forvejen pressede familier mærkbart.

 

Et eksempel:

 

En enlig mor på kontanthjælp med ét barn har i dag et såkaldt rådighedsbeløb på 9.700 kroner om måneden. Med det nye loft vil hun have 7.400 kroner til familien hver måned. Altså en nedgang på 2.300 kroner. Det svarer til en nedgang på ikke mindre end 24 procent.

- Indgrebet kommer til at ramme rigtigt mange kontanthjælpsmodtagere og specielt børnefamilier hårdt.

Jonas Schytz Juul, analysechef i AE

Rådighedsbeløbet er et udtryk for, hvor meget en familie har tilbage, når de faste udgifter til skat, bolig og eventuel daginstitution er betalt. AE's beregninger er lavet ud fra de samme standarder for familietyper, som Beskæftigelsesministeriet bruger.

 

Tager man en enlig mor på kontanthjælp med fire børn, må hun fremover klare sig for 4.300 kroner mindre om måneden.

 

- Indgrebet kommer til at ramme rigtigt mange kontanthjælpsmodtagere og specielt børnefamilier hårdt, siger Jonas Schytz Juul, som er analysechef i AE, til Avisen.dk.

 

De ramte familier får det med det nye loft over kontanthjælpen en kold spand vand i hovedet. Det mener formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen.

 

- I langt de fleste af familierne på kontanthjælp vender de i forvejen hver en krone. Med det nye loft bliver de endnu mere presset på økonomien, siger Jann Sjursen til Avisen.dk.

 

Regeringen har beregnet, at den nye kontanthjælp kommer til at spare statskassen for rundt regnet en halv milliard kroner om året. Bliver de brugt til at lette skatten i form af et højere fradrag for beskæftigelse, vil lavtlønnede i følge AE få en lettelse i skatten på rundt regnet 21 kroner om måneden. Regeringen skønner, at den nye kontanthjælp vil bringe 730 personer flere i arbejde om året.

 

I morgen, torsdag, offentliggør AE en analyse med de nævnte beregninger.

 

//Ritzau//