Foto: Stefan Kai Nielsen

Foto: Stefan Kai Nielsen

Indblik: Fra hærværk til tryghed

01. maj 2015

Nærbetjenten Jakob har været med til at gøre Akacieparken til et af Valbys rolige og trygge boligområder.

 

Det er eftermiddag og stille. Det eneste, man kan høre, er Jakob Christensens skridt, mens han går rundt på stierne i Akacieparken. Han har gået turen mange gange i løbet af de ni år, han har været områdets nærbetjent – eller ”Din betjent”, som det hedder i politisprog. Men i de senere år er han ikke kommet her så tit.

 

”Det er der ikke brug for,” siger Jakob Christensen.

 

”Jeg deltager i møder, snakker med beboerrepræsentanter og med ejendomsfunktionæren, men til daglig handler det mest af alt om at holde øje med døgnrapporten, så jeg kan se, hvis nogle af de unge fra området har været ude i noget forkert.”

 

Et par beboere, der kommer ud af en opgang, kigger lidt forbavset på den uniformsklædte betjent. Så bliver der sagt hej og nikket på vej hen til cykelparkeringen.

 

”Det skal på ingen måde lyde, som om det er min eller politiets indsats, der er årsagen, men der er i dag meget lidt kriminalitet. Jeg vil tro, at de fleste beboere er trygge og føler sig godt tilpas i området, og når jeg møder nogle af de unge, så kender de mig, og vi får en snak,” siger han og går videre.

 

Fungerede ikke

Trygt var det ikke, da Jakob Christensen blev nærbetjent i området for ni år siden. Hærværk var der masser af, der blev solgt narkotika forskellige steder, og det var ikke usædvanligt, at der om aftenen og natten drønede hollændervogne ind i området for at slå ned på uroligheder.

 

Da den daværende regering udgav den første – den såkaldte ghettoliste, kom det derfor ikke som nogen overraskelse, at Akacieparken stod på den.  

 

”Der havde været en nærbetjent i mange år, og vi havde også en beboerrådgiver, der skulle sætte gang i lektiehjælp og andre aktiviteter, men det fungerede ikke. Så tog afdelingsbestyrelsen fat, fik sat gang i noget for de unge og fik et godt samarbejde med Jakob,” fortæller Bodil Lehrmann.

 

Hun er medlem af afdelingsbestyrelsen og har igennem mange år været primus motor for en stribe beboeraktiviteter.

 

”Da først Jakob fandt ud af mentalt at lægge uniformen og gå i dialog med beboerne og ikke mindst med de unge, gik det hurtigt fremad. I dag er det ”Hej Jakob” og ingen hærværk,” siger beboerrepræsentanten.

Jacob Christensen får en snak med Lis Mai Stage, der som beboere i Akacieparken er meget glad for den tryghed og ro, som nærbetjenten er med til at skabe.
Jeg deltager i møder, snakker med beboerrepræsentanter og med ejendomsfunktionæren, men til daglig handler det mest af alt om at holde øje med døgnrapporten, så jeg kan se, hvis nogle af de unge fra området har været ude i noget forkert.

Jakob Christensen, Nærbetjent

Meget engageret

Akacieparken består af både etageejendomme og tæt-lav bebyggelse. Mange beboere kommer fra mange lande. Ud for en entrédør står fire unge og taler tyrkisk eller kurdisk. Jakob Christensen hilser og går videre.

 

”Jeg er glad for at være nærbetjent og derfor meget engageret i opgaverne. En forklaring på, at Akacieparken er blevet en succeshistorie skal måske også findes i, at området for nogle år siden blev udpeget til at være et såkaldt hotspot, altså et område, der havde særlig bevågenhed fra politi, kommune og boligorganisation. Det gav et samlet fokus på at få styr på tingene,” siger nærbetjenten og peger over på et område med græskladte småbakker og en lille legeplads.

 

”Før var det et buskads med telte, hvorfra der blev solgt hash, og hvorfra unge huggede tasker fra folk, der gik eller cyklede forbi på stierne. Der skal nogen gange så lidt til som at fjerne noget buskads for at skabe tryghed.”

 

Rundturen er ved at være forbi, og Jakob Christensen skal tilbage til den hvide patruljevogn med de iøjnefaldende refleksfelter og de roterende lys på taget. I dag er det en selvfølge, at den kan stå ugenert parkeret på en af bebyggelsens p-pladser.

 

”Folk i området ved, hvem jeg er, og de unge kalder mig Jakob, men det skal ikke forstås sådan, at dialog er alt. Hvis der sker lovovertrædelser, skal ingen være i tvivl om, at jeg repræsenterer ordensmagten,” siger Jakob Christensen og griber efter bilnøglerne.

Politiet bliver nærpoliti

Indblik: Et politimæssigt kvantespring
Indblik: Politiets arbejde i udsatte boligområder

Boligen har igennem opinionsinstituttet A&B Analyse stillet boligorganisationerne bag de 31 områder, der er opført på Rigspolitiets liste over udsatte boligområder, en række spørgsmål.

Indblik: Beboernes politi plejer netværket

Over 80 nationaliteter er repræsenteret blandt beboerne i Vollsmose. Mange af dem kommer fra steder i verden, hvor det ikke er en naturlov, at politiet er de ærliges ven og støtte.

Indblik: Fædre og politi fik styr på de unge

Vestegnens tidligere berygtede boligafdeling er blevet kommunens mest fredelige, fortæller det lokale politi.

Indblik: Fra hærværk til tryghed

Nærbetjenten Jakob har været med til at gøre Akacieparken til et af Valbys rolige og trygge boligområder.

Indblik: Lang vej endnu

Det eksisterende politiforlig udløber med udgangen af i år. Skal den positive udvikling i de udsatte områder fastholdes, kræver det ifølge BL’s formand, Palle Adamsen, at der også i fremtiden afsættes penge til et engageret lokalt politi, der kan bakke op om de kommunale og boligsociale indsatser.